Hvornår er det på tide at stoppe? Dette tema er blevet flittigt diskuteret og nedenfor vil jeg byde ind med mit bidrag til diskussionen.

Man kan dele temaet op via tre metoder - i denne spalte vil jeg se på hver af de tre metoders plusser og minusser. Endeligt vil jeg kort se på, hvad størsteparten af pokerspillere gør. I del 2. vil jeg komme med egne erfaringer om, hvornår det er på tide at stoppe.

Metode #1: Spil så længe det går godt

Denne metode lægger vægt på, at spilleren først skal stoppe, når spillet går skidt – det vil sige når de andre spillere, er bedre eller ligeså gode som dig selv og dermed gør spillet urentabelt. Dette argument betyder, at du skal blive i spillet så længe det er profitabelt.

Der er meget der taler for denne tilgang – i hvert fald i teorien. Da poker er ét langt spil, så gælder det om at maksimere sin tid. Man tjener sine penge ved at udnytte sit forspring overfor modstanderne. Så længe man har et forspring, er der vel ingen grund til at stoppe?

Der er dog et problem med denne metode. For det første, er det umuligt at vide, om man har et forspring i forhold til sine modstandere. Hvordan kan man så se om spillet går den rigtige eller forkerte vej og man bør stoppe? Selvom gode spillere mener, de har evnen til at aflæse modspillernes teknikker, så er der dog ingen, som bærer et skilt, hvorpå styrker og svagheder er beskrevet.

Det andet problem er at man ikke kan holde spillere op mod hinanden på en konstant måde, nogle dage vinder du mod spillere som du taber til på andre dage. Det ville være nemmere hvis enhver spiller havde et tal der indikerede deres styrke, som vi kender det fra golf og skak. 'Den bedste spiller ved bordet er 1244, jeg er 1400. Så skal jeg jo fortsætte med at spille, for jeg er den bedste spiller'. I en anden situation kunne man sidde med tre spillere der havde 2000+ og så skulle man selvfølgelig stikke halen mellem benene. Men så simpelt er det desværre ikke i poker.

Det er dog ofte sådan, at pokerspillere er bedst, når de er under pres. Hvis en spiller er sløset, hjælper det ofte, hvis han taber nogle store summer flere gange i træk, da spilleren herefter er mere fokuseret og derfor spiller bedre. Vi kan forestille os en spiller, Allan, der spiller mere aggressivt når hans to venner, Sune og Esben er med. Sune og Allan spiller og Allan spiller bedst af de to. Så kommer Esben pludselig med og han spiller meget mere tight så længe Sune er en del af spillet. Så konstellationen gør at Sune er den dårligste spiller, men det kan hurtigt ændre sig, hvis bordets sammensætning ændrer sig.

En anden faktor som spiller en vigtig rolle i det ovenstående eksempel, er, hvor godt man egentlig selv spiller. Vi spiller sjældent konstant fremragende i et helt spil poker – nogle gange går det fantastisk og andre gange helt ude i skoven! Måske forbedres vores spil, når vi møder dygtige modstandere, måske forværres det. Måske bliver vi dårligere jo længere tid vi spiller. Selvom man er bedre end de fjolser man spiller mod, er man det måske ikke konstant i tolv timer i træk. Vi lyver derfor overfor os selv, når vi mener, vi lige skal spille indtil vi er i plus igen. Sådan bør vi ikke tænke, da denne situation, måske forekom for seks timer siden, da spillet bare gik godt og vi havde styr på det hele. Objektivt set er spillet måske stadig godt, men da vi ikke længere er fokuseret begynder det af gå den forkerte vej.

Der er mange faktorer, som kan tilskrives listen over ting, der påvirker ens spil. Måske har vi tabt nogle gode hænder, som har ændret måden vi spiller spille på. Vi er måske oppe at køre over nogle store gevinster. Vi spiller derfor muligvis dårligere, fordi vi bliver for ivrige efter at vinde eller nervøse for at tabe.

Det er i bund og grund svært at vurdere, hvornår man mener spillet går så dårligt, at man bør stoppe. Derfor er det en idé for spillere uden en god selviagttagelse, at finde på andre måder at vurdere, hvornår de bør lægge kortene på bordet.

Metode #2: Spil i et fastlagt tidsrum

Med denne metode menes der, at man bør sætte tid på, hvor længe man vil spille og stoppe når tiden er løbet ud. Der er ikke andre faktorer som spiller en rolle med denne metode. Tiden er uforanderlig! Otte timer er altid KUN otte timer. Man kunne for eksempel forestille sig poker som et job og derfor stoppe, når arbejdsdagen tidsmæssigt er ovre.

Denne fremgangsmåde er god, da den er forudselig og der er ikke andre faktorer, som kan blande sig i din arbejdsdag. Samtidig kan du planlægge din hverdag bedre, da du ved, hvornår du vil sidde ved pokerbordet og hvor du har fri. Du møder frisk op ved pokerbordet, du indstiller uret til at ringe, når du tror du mister fokus fra spillet. Herefter kan du gå hjem og leve dit liv væk fra pokerbordet.

Spillere som kan lide at planlægge deres hverdag, vil nyde godt af denne metode. De ved præcis hvornår de kommer og går og de kan lave aftaler, som ikke vil forstyrre dem i pokertiden. Ægtefæller som ikke spiller poker, vil også nyde godt af denne metode, da de også kan planlægge deres hverdag efter pokertiden. Kvalitetstiden med familien vil derfor ikke blive påvirket af poker.

Der er dog også problemer med denne metode. Den succesfulde pokerspiller bør altid være på udkig efter de bedste spil og alle spil er ikke altid profitable for os. Det vil derfor virke dumt at forlade et spil, hvor man vinder, blot fordi uret pludselig ringer.

Mange spillere kan også godt lide at friheden i selv at bestemme om de vil stoppe eller ej. For dem bør tiden ikke spille nogen rolle. Med andre ord, hvis man ikke kan spille et godt spil hele natten, hvorfor så spille overhovedet.

Et andet problem kunne også være, at man ikke føler sig klar til at spille og derfor gerne ville rykke spillet til senere på dagen. Dette kunne blive et problem, da andre måske regner med, at du er tilgængelig senere. Hvis man vil planlægge sin pokertid, så skal man være dygtig til at koncentrere sig, når tiden er inde til at spille.

Metode #3: Sætte begrænsninger for gevinst og tab

Det hjælper nogle spillere at sætte begrænsninger for gevinst og tab, sådan at de ved, hvornår de skal gå fra bordet. De beslutter på forhånd, at de vil stoppe, hvis de er oppe med et bestemt beløb, så de ikke sætter det til igen. Samtidig beslutter man på forhånd, hvor meget man er villig til at tabe. Og når man rammer grænsen, så forlader man spillet.

Denne metode har flere fordele. Ved at sætte en høj begrænsning for hvor meget man er villig til at tabe, er man mindre udsat for at blive blanket så meget af, at det gør ondt. Det er samtidig en psykologisk fordel at forlade spille efter at have vundet penge. Ved at forlade spillet når man har nået vindergrænsen sikrer man, at man ikke bliver ved med at spille, indtil man er fallit igen. På denne måde opretholder man også en positiv attitude overfor sin hobby eller profession.

Problemet med metoden er, ligesom med tidsmetoden, at man måske snyder sig selv for et spil, som er usædvanligt godt. Hvis man nu har nået vindergrænsen, hvorfor så stoppe, når man har muligheden for at vinde endnu flere penge? Hvis din gevinst virkelig er på baggrund at dit gode spil, hvorfor så snyde dig selv for at rippe dine håbløse modstandere totalt? Det er jo ikke sikkert at dine modstandere er ligeså dårlige næste gang.

Ingen metode: Instinktet bestemmer hvornår du stopper

Dette er metoden, som de fleste spillere benytter sig af. Selvom der findes nogle guidelines for, hvor lang tid du bør spille, og nogle meninger om hvor meget du egentlig har råd til at miste og hvor meget du kunne tænke dig at vinde, så er beslutningen om at forlade bordet op til dig og din fornemmelse for spillet, som natten skrider frem. Du kender spillere som spiller på denne måde – du er måske selv en af dem. Eksempelvis aftalte du og din pokerven at spille indtil midnat… cirka. Det bliver midnat og du vil spille videre – og det gør du så indtil klokken 5 eller 6 om morgenen!

Denne metode er en uformel måde at begrænse sin gambling i poker og det er noget, som spillerne afgør mens de sidder ved bordet. De sætter ingen begrænsninger på gevinst eller tab samt tidsbegrænsning på deres spil – deres beslutning bliver taget på baggrund af hvor godt de spiller. Spillere som tænker for meget over deres gevinster eller tab, er ofte dem som forlader bordet med alt for lille en gevinst eller et enormt tab.

De fleste pokerspillere afskyr tanken om at tabe i poker og det gælder alle tab. Pokerspillere vil altid stile mod i det mindste at få spillet til at gå lige op. Lige meget hvor dårligt et spil eller hvor distraheret en pokerspiller er, så spiller de videre, indtil de i det mindste har tjent de tabte penge ind igen. Efter nogen tid bliver de stædige og de bliver derfor ved med at spille. Deres modgang bliver derfor ofte forbundet med dårlige beslutninger og deres tab vokser stødt. De graver dermed deres egen grav og ender med at være total blanket af og forlader pokerbordet med et stort nederlag i bagagen.

Men hvis de vinder tidligt i spillet, i stedet for at få en konstant rytme, bliver de bekymret for deres penge og chancen for at tabe det hele gulvet. De fokuserer nu kun på at forlade spillet med gevinst, og spiller derfor meget defensivt eller bare stopper med det samme. Nu er de sikret gevinst, selv om den måske ikke er så stor.

• 
• 
• Email til en ven
• Print