WSOP 2006: Det Gode, Det Onde og Det Grusomme

WSOP 2006: Det Gode, Det Onde og Det Grusomme 0001

Efter at have tilbragt det meste af sommeren ved dette års World Series of Poker (Hvor mange dage var det egentlig? Jeg mistede overblikket omkring de 30!), er det tydeligt, at dette var den bedste række af turneringer i pokerspillets historie. Fra starten med satellitturneringer den 25. juni, til kåringen af Jamie Gold som World Champion of Poker den 11. august, var der nogle helt fantastiske øjeblikke, storslået pokerspil og, ærligt indrømmet, nogle uheldige omstændigheder ved denne begivenhed. Dette er alt sammen noget, der kan forventes i den ene eller anden afskygning, mens det er på tide, at vi tager et tilbageblik over nogle af de begivenheder, som udfoldede sig over de syv uger med masser af spænding og intensitet, som hele turneringsarrangementet strakte sig over i The Amazon Room i Rio.

DET GODE

At kalde dette års World Series of Poker for alletiders største turnering er ikke at betvivle. Hver eneste turnering, der blev afholdt, blev budt velkommen med et stort deltagerantal og ivrige spillere, som alle ønskede at deltage i festlighederne. Folkene bag The World Series akkommoderede hundredvis af ekstra spillere, som alle blev indplaceret i selve begivenheden mens turneringerne kørte, uden at skorte på det massive antal af satellitturneringer eller pengespil. Dette er en monumental stor opgave for folkene hos Harrah's, og de burde blive glædeligt tiljublet for deres store og gode indsats.

ESPN skal også have ros for deres Pay-Per-View dækning af selve Mesterskabsturneringen (jeg købte selv pakken for $24,95, og det var en investering, der var pengene værd). Skønt den resterende del af deres turneringsdækning kunne være blevet organiseret bedre og dermed fanget nogle af de større øjeblikke, som udfoldede sig under dette års begivenhed, var PPV-dækningen, som blev beværtet af professionelle pokerspillere såsom Phil Gordon og Ali Nejad (samt en lang række af gæsteoptrædener, inklusiv Doyle Brunson, Chris Ferguson og Jennifer Harman), veltilrettelagt og meget underholdende. Seerne kunne ikke se spillernes kort ved denne TV-dækning (hvilket var som forventet, da informationen fra transmitteringen kunne blive videregivet til spillerne ved bordet), hvilket betød, at Gordon og Nejad blev nødt til at spekulere på, hvilke kort de forskellige sad med. Dette øgede også spændingen til den fulde TV-transmittering af selve Mesterskabsturneringen, som startede den 22. august.

Den $50.000 store H.O.R.S.E. turnering løb af stablen over alle forventninger. De fleste forudsagde et lille deltagerantal på kun 70-80 spillere, så da hele 143 pokerspillere satte sig ved bordene til starten af turneringen med det største buy-in i WSOP historien, blev det et magisk øjeblik. Finalebordet bestod af nogle af de største navne indenfor pokerspillet (som forventet), da både Doyle Brunson, Phil Ivey og Chip Reese nåede dertil. Det endelige opgør mellem Reese og Andy Bloch var en fremragende demonstration af pokerspillet, og viste udførligt hvorfor en begivenhed som denne skal være en fast attraktion ved The World Series. Der var dog en række uheldige omstændigheder, men dem kommer vi tilbage til lidt senere.

Når det kommer til spillet i resten af turneringen, var der også her en række glimrende øjeblikke. I starten af turneringen var der rent faktisk et væddemål kørende, som gik ud på, at der ikke ville blive nogen vinder af to armbånd dette år (og den heftige satsning gik på, at der ikke ville blive nogle). Der var ikke kun en enkelt, men hele to vindere af et dobbelt sæt armbånd i dette års WSOP (hvilket indbragte nogle bookmakere en fin fortjeneste) i form af Bill Chen og den storspillende stjerne ved The World Series 2006, Jeff Madsen. Chen demonstrerede en kærlighed til pokerspillet, da han smilende og grinende sammen med hans medspillere var på vej efter de to armbånd, og han kunne da også give sin bog "The Mathematics of Poker" et stærkt salgsargument, når den skal på boghylderne i efteråret. Madsen var simpelthen fantastisk da han, som knap 21-årig, ikke kun vandt to No Limit turneringer, men også sad med hos finalebordet i Omaha og Seven Card Stud, hvilket beviste, at han ikke kun var en No Limit spiller. Hvis der var en stjerne, der blev født dette år, må det have været Jeff Madsen, som siger han vil tilbage til studiet og læse videre (men at vi får ham at se igen skulle være sikkert og vidst!).

Der var endvidere også en lille smule furore omkring en eller anden fyr ved navn Phil Hellmuth. Hellmuth kom ind til dette års turnering med et brag. Han reetablerede hurtigt sig selv øverst på listen over livstidsbetalinger hos The World Series, da han betalte tidligt og ofte. Han havde en chance for at dele pladsen med Doyle Brunson og Johnny Chan i kategorien Flest Armbånd tidligt i turneringen, men endte på den gale side af Jeff Cabanillas i en tidlig No Limit begivenhed. Han nåede endnu et finalebord i Omaha, men han blev aldrig rigtig en trussel, da han havde færrest chips det meste af turneringen igennem. Dog opnåede han til sidst sit armbånd nummer 10 i en $1000 (med re-buy) No Limit Holdem turnering, umiddelbart før selve Mesterskabsturneringen blev afviklet, hvilket gjorde The World Series 2006 til en mindeværdig begivenhed for verdensmesteren fra 1989.

DET DÅRLIGE

Selvom der var disse glædelige højdepunkter ved dette års begivenhed, var der stadig nogle problemer.

Der var nogle fejl i turneringen, som forårsagede en del tumult i The Amazon Room til tider. Den første shootout turnering ved The World Series tiltrak sig en vrede fra spillerne, da den startede som 100 seksmandsborde (i stedet for 60 timandsborde), hvilket ændrer tilgangen til spillet, når man forventede fuldt besatte borde. Dette var begivenheden, der udløste problemer med den noterede professionelle pokerspiller Harry Demetriou, som blev smidt ud af Rio.

Spillerne burde kunne forvente turneringer, der vil blive afviklet planmæssigt uden nogen form for gnidninger eller ændringer i sidste minut, som tvinger spillerne til at revurdere deres strategiske forberedelser. Med denne shootout turnering (så vel som en senere ændring i en Omaha turnering, som forårsagede to turneringer blev spillet), var der lidt til næsten ingen notits til spillerne om ændringerne, der førte til en smule ballade. På vegne af Harrah's forsøgte de hurtigt at løse konflikterne direkte på stedet ved dannelsen af et spillerudvalg (Player's Concerns Table), hvor spillerne kunne komme og diskutere deres umiddelbare problemer med det samme. Dette bord havde ofte turneringsdirektøren i egen person til at stå for det, hvilket betød spillernes bekymringer i det mindste blev hørt af den højst mulige autoritet. Lav dette til et fast indslag og fremtidige problemer kan undgås.

Mesterskabsturneringen var næsten blevet for stor til, at blot en enkelt arena skulle kunne afholde dette show. 8.773 spillere spillede sig vej gennem næsten to uger med poker, hvilket angiveligt er en smule for lang tid. I en diskussion jeg har haft med Max Shapiro under Mesterskabsturneringen, snakkede vi om muligheden for de forskellige afdelinger af Harrah's i Las Vegas (Caesars, Harrah's og Bally's var dem, der sprang frem), der hver især kunne afvikle den første og muligvis også den anden dag af spillet sammen med Rio, for til sidst at bringe alle spillerne sammen og afslutte begivenheden i The Amazon Room. Dette er ikke så langt ude i hampen, som det umiddelbart lyder i denne moderne verden, der står i internettets tegn, og ville strømline den $10.000 store turnering ned til en enkelt uges spil igen. Ser man lidt længere ud i fremtiden til 2007, ville det samlede felt nemt kunne nå op på et ufatteligt deltagerantal på 10.000+ spillere til selve Mesterskabsturneringen, hvilket gør løsningen som Max og jeg har diskuteret meget kærkommen.

Den $50.000 store H.O.R.S.E. turnering havde også problemer. Under hele turneringen roterede spillerne mellem de forskellige spil, som det var forventet blev spillet. Dog blev der på finalebordet (og muligvis også pga. dækningen fra ESPN) vendt tilbage til det gammelkendte No Limit Holdem format. Efter min opfattelse slækkede dette valg på niveauet hos disse gentlemen, der kæmpede sig vej frem til et af de hårdeste formater, der findes. Hvis de startede med at afvikle turneringen som en H.O.R.S.E. begivenhed, burde de også have fuldført den som en. Det ville have været en glimrende demonstration til TV-seerne, at der rent faktisk er andet end blot Texas Holdem, når man træder ind i et pokerrum.

Dernæst spillede de deltagende spillere i denne miksturnering over HALVTREDS timer over tre dage, som turneringen var sat til at blive afviklet på. Dette var en udholdenhedstest for selv de yngste deltagere i denne begivenhed, og for nogle af de ældre spillere var det nærmest tortur. Harrah's har allerede annonceret, at denne begivenhed vil strække sig over en længere periode næste år – givetvis fem spilledage.

Slutteligt vil det være godt når man næste år også afholder denne $50.000 store turnering, at man bruger nogle helt nye sæt kort til denne elitære begivenhed. Der var nogle få hændelser, som blev synlige under spillet i dette års turnering, hvor spillerne udpegede fejl ved kortene (nogle mere højlydte end andre). Helt nye kort kunne have forhindret dette fra at blive det store problem, som det blev.

DET GRUSOMME

Dette vil blive et kort afsnit, da jeg kun kan komme i tanke om et enkelt klagepunkt, der falder indenfor denne kategori. Mens The World Series og folkene bag Harrah's skal roses for deres overordnede præstation ved denne begivenhed, manglede de alligevel opmærksomheden fra medierne.

I 2005 var hele den samlede medie en stor familie. Vi dækkede begivenheden, delte oplysninger imellem os og lavede væddemål på sidelinjen om hvem, der ville vinde hvad end det var for en begivenhed, der blev dækket den dag og så fremdeles. Der var en form for kammerateri, som var åbenlys og blev delt af alle dem, der var på plads for at dække de pågældende turneringsdage. Det gjorde hele atmosfæren meget behagelig, og lagde grunden til en storslået mediedækning af begivenheden.

Dette år gjorde Harrah's en forretningsbeslutning ved at tilbyde eksklusive rettigheder til nogle nyhedsmedier, men tog restriktionerne en lille smule for langt. Forestil dig, hvis du vil, at NFL inviterer alle medierne ind for at dække de første tre kvarter af Super Bowl, mens de i starten af fjerde kvarter siger, at alle "alternative" medier bedes forlade arenaen, eller dække begivenheden fra tilskuerrækkerne (eller punge ud til Pay-Per-View). Dette er lige præcis hvad, der skete under det meste af The World Series, og ikke blot under selve Mesterskabsturneringen.

Personligt er jeg selv for ideen om, at visse specielle nyhedsmedier har specielle rettigheder til dækningen, men at udelukke alle udefrakommende nyhedsmedier fra begivenheden er bestemt ikke vejen frem. Hvis poker skal blive til en rigtig sportsbegivenhed, som skal tiltrække sig hele verdens opmærksomhed, har man brug for al den mediedækningen man kan få, frem for at sætte begrænsning på hvem, der kan og ikke kan dække begivenheden. Det er med stor forhåbning at pendulet svinger i den rigtige retning, når vi nærmer os starten på WSOP 2007.

Overordnet set er The World Series of Poker 2006 den bedste begivenhed af alle overhovedet. Harrah's, ESPN, dealerne og turneringspersonalet og endda også de folk, der stod for Poker Køkkenet og udendørs faciliteterne ydede alle over deres bedste evne og formåen. Det bliver svært at skulle læne sig tilbage og vente på 2007 og på fornyelsen i The World Series of Poker.

More Stories

Hvad mener du?