The Lady is a Champ – interview med Mary Jones, del 1

The Lady is a Champ – interview med Mary Jones, del 1 0001

Fra anonymitet til hæder og berømmelse. Det tog Mary Jones mindre end to år fra hun første gang satte sine fødder i kasinoernes kortrum til hun vandt pokerhistoriens største turnering for kvinder, WSOP Ladies Event 2006. Jones triumferede på en slagmark med i alt 1,128 spillere, næsten det dobbelte af sidste års deltagerantal, og hun overlevede – og ligefrem blomstrede op – ved en af de mest vilde og hæsblæsende finaleborde i nyere tid. En begivenhed, der i den grad blev forbigået af tv-dækning. Konkurrencen vendte, da det lykkedes Jones, med en all-in satsning, at vinde over chip-leaderen Shawnee Barton i en ophedet tvekamp. Og en anden heldig river (en beskeden 6'er, der sikrede Jones et par) tillod hende at lukke og slutte turneringen.

Det er præcis sådan, at mesterskaber ofte bliver afgjort. Jones indkasserede $236,094 for sejren.

Det var ikke let at forudse sejren. Den 40 plus-årige Jones (og ikke 52-årige, som oplyst af AP), der er en forholdsvis nybegynder ved de helt store pokerturneringer, havde allerede opkrævet to beskedne, men velkendte turneringspræmier i 2005: En 9. plads i WSOP Circuit LIPS [Ladies International Poker Series], der indtjente hende $688 samt en 22. plads i den 4. sæson af WPT Mirage Poker Showdown til en værdi af $2,638. Jones havde yderligere gjort det godt i mindre turneringer på forskellige Las Vegas kasinoer, der har tillært hende de grundlæggende fornødenheder, som enhver pokerspiller behersker inden en turneringsdeltagelse --- håb og selvsikkerhed. Jones' førsteplads i WSOP Ladies Event 2006 repræsenterede dog alligevel en præmiesum, der var 80 gange større end hendes højeste præmiebeløb til dato – eller udtrykt i pokersprog: placerede hende i en helt ny liga. Det er under alle omstændigheder et imponerende karrierespring for enhver pokerspiller, mand eller kvinde.

Historien om Mary Jones – nogen gange fejlagtigt omtalt som Mary Jones Meyer – er også underholdende. Hun er blevet oplært af sin mand Bob Meyer, en tidligere virksomhedsleder og nuværende pooldesigner, hvis arbejde er blevet særdeles eftertragtet i hele Las Vegas. Ligesom ægtemandens selfmade succes demonstrerer Mary Jones' egen vej til berømmelse, hvordan det i bund og grund handler om at give sig selv tilladelse til at vinde. Har man først gjort dette, kan alt ske. For Marys vedkommende har denne holdning allerede vist sig at have en livsforandrende virkning. Efter mange overvejelser har hun nu opsat sin lederstilling i et telefonselskab for at forfølge sine pokerdrømme, og med en betragtelig opsparing og en solid erhvervserfaring i baghånden er hun trods alt bedre stillet end de fleste. Hun har også fået bedre tid og mere energi til at hengive sig til en anden passion, nemlig hendes arbejde for National Museum of Women in the Arts [NMWA]. Som tidligere funktionær for denne institution fremhæver Jones lighederne mellem museet og poker: I begge tilfælde er der meget mere talent at hente fra kvinder end folk umiddelbart tror. Det ligger uudfoldet – klar til at blive fremvist.

Pokernews.com mødte for nyligt den meget præsentable Jones, mens hun ferierede i New Jersey. I en uformel og fornøjelig samtale indviede Jones os i sine tanker omkring den nye pokertriumf, pokerberømmelse, kvinder i pokerspillet, hendes fremtidige planer og meget andet.

Pokernews.com: Mary, der er nu gået adskillige uger siden din gennembrudssejr. Hvad har til dato været den største forandring i dit liv?

Mary Jones: Det har været mit karriereskift. Jeg har de sidste par år haft et ønske om at spille poker på fuldtid. Jeg plejede at spille for en lille sum penge, ikke meget, men nu er jeg så heldig at have muligheden. Det krævede dog megen overvejelse, men i den sidste ende besluttede jeg mig for at opsige mit arbejde.

PN: Og lige en afklaring … er det 'Mary Jones' eller 'Mary Jones Meyer'?

MJ: 'Mary Jones'. Det er en længere historie. (griner) Det har noget at gøre med papirnusseri, men det er teknisk set stadigvæk 'Mary Jones'. Så, kort og godt.

PN: Alt tyder på, at finalebordet ved Ladies' Event var en vild affære, som du var ret villig til at gøre endnu mere rodet. Er det en fair bedømmelse?

MJ: Ved du hvad? Hmm, JA. (griner endnu mere) Fra allerførste hånd stod det klart, at der ville være masser af action ved bordet, selv før de flyttede os op til hovedpodiet. Lige fra starten, fra den første hånd, havde vi en stor dyst. Det stod klart, at der ville blive en fyrig stemning. Og da der kun var de sidste finalespillere tilbage, var stemningen fuldstændig aggressiv. Det er flere timers anstrengende spilletid, og tv-optagelserne formår ikke at formidle dette. Men vores sidste finalebord havde masser af action.

PN: Senere der var en anden vigtig hånd…

MJ: Du mener den med 10eren?

PN: Ja.

MJ: Jeg skal sige dig, at på det tidspunkt i spillet, var jeg allerede godt med. Men eftersom jeg tidligere havde været heldig med flop-kortene, så troede jeg også, at jeg denne gang ville få foræret flere nyttige kort. Ser du, Shawnee havde ruder konge og ruder 9 og jeg havde spar es og ruder 10. Blindet var $6,000/$12,000. Shawnee forhøjede det til $66,000, jeg genforhøjede det til $150,000. Et beløb Shawnee valgte at matche. Jeg troede, at jeg havde en ret stærk hånd, og at jeg dermed var foran. Floppet viste spar 9 – hjerter 7 – hjerter 2, og det gav Shawnee et par ni. Hun checkede, og da jeg stadigvæk troede, at jeg var foran, så satsede jeg yderligere $200.000, hvorefter hun lavede en all-in. Men jeg var overbevist om, at hun ikke kunne bruge floppet til noget, og at jeg stadigvæk stod stærkest, så jeg valgte at calle. Så fik jeg 10eren, da det sidste kort blev vendt. Jeg indrømmer gerne, at der selvfølgelig er elementer af held i spillet, men jeg troede helt klart, at jeg var foran, og at hun bluffede.

PN: Før det, hvornår opstod det afgørende øjeblik, hvor du vidste, at du ville nå langt i turneringen?

MJ: Faktisk så skete det tidligt, helt tilbage i begyndelsen af turneringens første dag. Jeg havde et par 7 og vandt en kæmpe hånd imod en Big Slick. Fra det øjeblik kunne jeg bare mærke det. Da det skete, var det som om: 'Ved du hvad, STOP. Der er noget på færde her.' Jeg havde andre store hænder tidligt, såsom to konger, men jeg gjorde ikke det helt store ud af disse hænder. Men tilfældet med 7erne, da jeg vidste, at min modstander bluffede, og jeg afslørede hende. På dette tidspunkt kunne jeg bare mærke det. Efter den situation vidste jeg, at det ville blive noget specielt. Jeg vidste bare, at jeg ville vinde det hele.

PN: Hvem anså du som din stærkeste finalebordsmodstander?

MJ: Så bliver jeg nødt til at sige… Laurie [Scott], hun var aggressiv, og jeg vidste, at hun ville skabe problemer. Hun spillede uden tvivl benhårdt. Og så selvfølgelig Shawnee, Shawnee Barton, hun havde alle chipsene og aggressionerne.

PN: Hvilke spillere, kvinder eller mænd, har du mest respekt for, frygter eller beundrer?

MJ: Den er nem. Allerøverst på listen står i hvert fald Doyle Brunson. Han er sådan en gentleman. Plus den måde han spiller på, og den måde han opfører sig på – og alt hvad han har opnået. Han er bare så langt foran alle andre. Jeg er ikke sikker på, at 'frygt' er det velvalgte ord, men 'respekt' er i hvert fald.

Hold øje med anden del af vores interview med Mary i morgen, hvor hun diskuterer Jennifer Tilly, Joe Hachem, og hvorfor hun til enhver tid hellere vil møde en mand ved pokerbordet frem for en kvinde.

Redaktionel note: Spil mod både mænd og kvinder på Everest Poker

More Stories

Hvad mener du?