Poker Inside - 59 - Om at vise sine kort

Poker Inside - 59 - Om at vise sine kort 0001

Der er ikke noget mere opløftende for en pokerspiller end at vinde med ingenting. Et stort bluff der giver dig hele potten, om det så er fordi man anede en svaghed ved modspilleren, eller fordi man følte at de matematiske odds var på ens side er underordnet. Når du samler chipsene ind føler du dig som et geni. Ved $10.000 turneringen på The Bellagio i august, så jeg flere gange unge online-spillere check-raise, når de så muligheden for at få en god hånd. Når modspilleren gik med, og de ikke ramte på floppet, ja - så gik de all-in på turn-kortet!

Da det var unge og uerfarne spillere, kunne de selvfølgelig ikke holde sig tilbage, og viste deres succesfulde bluffs. Måske viste de kortene for at skræmme deres modspillere, eller måske var de bare overbegejstrede. Der er ikke noget i vejen for at vise sin hånd, såfremt man er sikker på at man i næste lignende situation faktisk har noget. Hvis ikke, er det bare dumt; meget meget dumt. Anser man poker som et spil om fejlagtige informationer, så overrasker det mig stadig, at så mange spillere udleverer informationerne gratis. Lidt som at skære sin egen fod af, - det giver absolut ingen mening. Formålet er jo at få alle spillerne ved bordet til at undre sig over, om hvorvidt du rent faktisk havde en hånd eller ej. Er der virkelig nogen der tror, at der kan komme noget som helst positivt ud af at vise en hånd?

Til tider kan det "at undre sig" selvfølgelig blive dyrt. Ved en no-limit turnering for et par år siden på The Bellagio, listede jeg mig med i puljen med et par es på hånden. Daniel Negreanu raisede mig til 4 gange big blind, og jeg gik selvfølgelig all-in. Negreanu sad længe og undrede sig inden han valgte at gå med, med et par dame på hånden. Der blev vendt K44Q7 på bordet.

Da jeg var ved at gå kom Daniel over og undskyldte, og begrundede samtidig hvorfor han var gået med. To dage tidligere havde vi spillet i syv timer på et finale bord (med blandt andre Howard Lederer og Phil Hellmuth). Jeg havde siddet til højre for Negreanu, og fire gange havde jeg checket, hvorefter han havde raiset, og jeg så var gået all-in. Alle gange havde han undret sig længe, for så til sidst at folde. Den vigtige fodnote er her, at hvis du sidder med at par es vil du selvfølgelig gerne ha' en modstander med et par dame til at gå med. Resultatet af netop denne hånd siger selvfølgelig ikke alt, men kostede det mig i dette tilfælde noget? - eller gav det mig i virkeligheden en fordel?

I andre tilfælde er det testosteronet, der tager magten, og spillet handler pludselig om noget helt andet. For nylig ved 2006 WSOP, mente Prahlad Friedman at Jeff Lisandro ikke havde lagt sin ante, (efterfølgende viste videooptagelserne at han havde betalt), og brokkede sig højtlydt og længe. Lisandro udfordrede Friedman med et raise, for efterfølgende at vise ham at han ikke havde noget som helst. Ikke det rette tidspunkt for sådan et spil - og ikke mod den rette mand. Som svar på tiltale satsede Prahlad flere hundrede tusind dollars på de næste to hænder, for efterfølgende at vise kortene – og sin succes. De begik begge to fejl, og mistede både koncentrationen og fokus. I mine øjne avler dumhed flere dumheder, men måske vil nogle af jer stadig triumferende vise jeres kort, fejre jeres succeser nær ved bordet, eller "talk trash" til jeres modspillere?

I tidernes morgen var det utænkeligt at man viste sine kort, simpelthen fordi man så inviterede til et slagsmål, dengang i form af en kugle, som man ville blive ramt af enten ved bordet eller når man gik derfra. På samme måde gik det når man fejrede en sejr, eller talte grimt til sine modspillere. Hvor kommer denne adfærd så fra? Er det hormonerne fra alle de unge, der i dag spiller over nettet? Jeg tror adfærden er tillært og kopieret fra alle de amatører der idealiseres på tv, og som man ser knytte deres næver og råbe.

Er dette en acceptabel adfærd? Ikke ifølge min overbevisning, og det er ikke kun fordi jeg er fra den "gamle skole" (saml dine chips i stilhed når du vinder) men fordi jeg simpelthen ikke er tilhænger af handlinger der udstiller andre. Faktum er, at en anden jo rent faktisk har tabt. Det eneste tidspunkt hvor jeg mener at en sådan adfærd er acceptabel, er ved finaleborde når man har vundet turneringen. Og selv i dette tilfælde mener jeg at der er grænser.

Ved finalebordet i LAPC blev jeg meget overrasket over Alan Goehring som, da han ramte det rigtige kort, gik fuldstændig amok i en sejrsrus. Hans modstander, JC Tran, tog det så godt som man nu kan, men faktum var at kortet netop havde kostet ham over 1 million dollars, vel at mærke i "rigtige" penge.

Selvfølgelig er der også mange eksempler på, at disse dumheder har afledt mere humoristiske øjeblikke. Et af de mest almindelige er, når spillere hamrer den vindende hånd voldsomt ned i bordet, for så bare at se kortet ryge på gulvet. De fleste kort-rum har den regel, at begge kort skal være på bordet for at du kan få potten.

Det mest dramatiske øjeblik jeg har været vidne til var i Artichoke Joe's i San Mateo, California, hvor det helt store spil var no-limit lowball.( Tilbage i 60'erne var dette spil meget populært, hver dag med titusinder af dollars på bordet, af og til endda hundreder af tusinder). En af de største spillere var Mark Sherman, som lokkede en anden spiller til at gå all-in, idet han rev sine egne kort i stykker (et par ti som er den absolut bedste hånd i California low-ball). De blev efterfølgende nødt til at tilkalde adskillige mennesker for at få konstateret om hans hånd var gyldig eller ej. Hånden blev dømt god, idet den stadig lå på bordet, og Mark vandt flere penge end hvad der på den tid svarede til præsidenten årsløn.

Det at narre folk er i dag en del af pokerspillet, og det kan gøres mere stilfuldt end at rive kort i stykker. Du kan spille størstedelen af dine hænder på en måde, der gør det svært for modspillerne at opfange, hvad du egentlig sidder med. Bette, checke, raise, re-raise og gå all-in er alle værktøjer du skal kunne bruge rigtigt for at få succes. Og alle disse manøvre kan udøves uden at du behøver at vise dine kort, hverken før, under eller efter hænderne er spillet.

Jeg har også svært ved at se hvad man opnår ved "trash talking". Er det med håbet om at din modspiller begår en fejl? Min erfaring siger mig, at det ofte får spilleren til at skifte stil, og at han derved bliver sværere at læse. En noget mærkelig strategi.

Husk: Spil god poker… og vær heldig!

Redaktionel note: Vis dine kort eller lad være! Valget er dit på Ultimate Bet

More Stories

Hvad mener du?