Interview med Maria Ho

Interview med Maria Ho 0001

Det første indtryk man får af Maria Ho, den sidste kvinde til at blive slået ud ved World Series of Poker Main Event 2007, er at hun er ekstremt smuk – måske den smukkeste deltager ved Main Event. Men der er mere end hvad øjet ser, Maria Ho har tidligere haft nogle gode placeringer og har skrevet for pokersider før Main Event. Men hun var alligevel næsten ukendt, da hun opnåede mere og mere opmærksomhed fra tilskuere og medier i takt med at deltagerne ved Main Event blev færre og færre. Hun sluttede som nummer 38. og hun er nu en spiller man skal holde øje med – i mange år frem i tiden. Marias præmie på over $230.000 betyder at man skal regne med hende på turneringsscenen i denne sæson. Vi har interviewet den fascinerende spiller.

PokerNews: Du var den sidste kvinde i Main Event. Hvordan vil du have det med at fortsætte med at være den bedste kvinde... eller måske den bedste i det hele taget?

Maria Ho: For mig betyder det meget at jeg kan spille kontinuerligt i turneringer, det vil gøre mig stolt at kunne skabe flere gode resultater i store turneringer. Så det er bestemt noget jeg håber kommer til at ske fremover. Jeg har planer om at spille flere turneringer og forhåbentlig følger resultaterne med.

PN: Fortæl om os hånden der slog dig ud af Main Event, en hånd mod Kevin Farry

MH: Blinds var 25.000/50.000 og ante var 5.000. Jeg var næsten lige blevet flyttet over til bordet og kendte ikke spillerne jeg sad sammen med. Alle foldede før mig, jeg sad i small blind. På det tidspunkt havde jeg lidt over en halv million i chips. Jeg havde altså en ok stack, jeg havde tid til at vente på de gode hænder. Men i forhold til gennemsnittet var jeg short-stacked. Så der skulle snart til at ske noget.

Alle foldede før mig og jeg kiggede ned på {a-Diamonds}{10-Diamonds}. Jeg forhøjede med 150.000. Jeg kunne også være gået all-in med det samme, men da der kun var mig og ham tilbage følte jeg at det var det rigtige bare at forhøje. Hvis han ikke havde noget som helst behøvede jeg ikke at risikere alle mine chips. Han kunne jo pludselig ramme en god hånd, så jeg forhøjede med 150.000. Han forhøjede til 230.000, hvilket undrede mig meget. For han kunne ligeså godt have forhøjet så meget at jeg var tvunget all-in. Derfor så det ud til at han havde esserne, eller intet. Jeg kunne slet ikke læse ham, jeg kendte ham slet ikke. Det forvirrede mig meget og jeg var måske lidt for hurtig til at tage beslutningen om at gå all-in. Han kaldte mig med et par ti.

PN: Du blev nummer 38. i Main Event og vandt $237.865. Er det penge der har ændret dit liv?

MH: Det er ikke noget der kommer til at påvirke resten af mit liv, jeg har mange planer og ting jeg vil involvere mig i. Det ændres ikke fordi jeg vandt den præmie. Jeg vil stadig involvere mig i de samme ting. Men det er da klart det er mange penge, som 24-årig er det da lækkert at have en økonomisk sikkerhed og at kunne gøre hvad du vil. Men skal man være pokerspiller kan det også nemt koste $250.000 om året hvis du vil spille mange turneringer. Ikke at det nødvendigvis er det jeg vil, men det kommer ikke til at ændre resten af mit liv nej.

PN: Gik du ud og købte noget med det samme?

MH: Nej, det gjorde jeg ikke, der var ikke noget jeg for alvor havde brug for. Så jeg har stadig ikke brugt ret mange af de penge jeg vandt.

PN: Hvordan er dit forhold til Bodog her efter Main Event? Vil de fortsætte med at sponsorere dig i flere events?

MH: Min sponsoraftale med Bodog var en engangsfornøjelse til Main Event. Men tre måneder efter Main Event er vi stadig partnere. Jeg har snakket med dem om et fortsat samarbejde, men vi forhandler stadig om det. Når jeg laver artikler eller er i forskellige blade, så er jeg stadig sponsoreret af Bodog.

PN: Der er flere turneringer med store buy-ins i år end der nogensinde har været. Uanset om du bliver i USA eller om du tager til Europa. Hvilke forekommende turneringer er interessante for dig?

MH: Jeg vil uden tvivl spille i næsten alle de kommende WPT events. Jeg glæder mig til at skulle spille EPT i Dublin i midten af Oktober. Det glæder jeg mig meget til, jeg elsker Europa.

PN: Hvilken event spiller du næste gang regner du med?

MH: Min næste turnering bliver Legends of Poker i LA. Jeg kommer selv fra LA så jeg skal jo benytte mig af hjemmebanefordelen.

PN: Du er for nyligt uddannet fra San Diegos Universitet. Hvad læste du der?

MH: Mit hovedfag var kommunikation som jeg så supplerede med jura.

PN: Er din plan at bruge din uddannelse, eller er din fremtid i pokerverdenen?

MH: Det har aldrig været min plan at bruge min uddannelse. Det var mere fordi jeg var interesseret i kommunikation og jura. Jeg valgte det egentlig bare på grund af interessen for det. Men min plan har altid været at overtage familievirksomheden, som er i ejendomsmæglerbranchen. Poker var bare noget der dukkede op undervejs, mens jeg studerede kunne jeg slet ikke se mig selv spille poker professionelt. Jeg tror bare det er en midlertidig ting, engang vil jeg gerne overtage min families virksomhed.

PN: Ok. Fortæl os lidt om den

MH: Mine forældre emigrerede til USA for cirka 15 år siden. Jeg blev født i Taiwan og der var mine forældre i ejendomsmæglerbranchen. Da vi kom til USA besluttede de sig for at starte deres eget bureau. Det er mere eller mindre det de har lavet siden vi kom hertil. De tog muligheden for at starte deres egen virksomhed. Og jeg vil gerne fortsætte den virksomhed, der findes ikke nogen der er bedre til at overtage den end mig. Jeg vil gerne se at deres arbejde bliver videreført når de ønsker at gå på pension.

PN: Fortæl os lidt om det du har lavet for PokerPages.

MH: Jeg skriver ikke længere for PokerPages. Det var en meget interessant oplevelse mens det stod på, for da jeg startede med at skrive for dem var jeg meget ny i pokerverdenen. Jeg var først lige begyndt at spille som professionel, og det var en fantastisk mulighed for mig at få mine tanker og følelser ud gennem PokerPages. Da jeg så fik muligheden for at skrive om poker sprang jeg til. Det kombinerede to af mine største interesser; poker og at skrive.

PN: Har du kigget på andre muligheder for at skrive, udover PokerPages?

MH: Der har været et par muligheder for mig. Men jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med det, fordi jeg har prøvet at have en blog, men jeg fik ikke skrevet nok på den. Jeg har ikke lyst til at gøre noget halvt. Jeg ved ikke hvorfor men jeg syntes det var svært at få skrevet nok på min blog. Så jeg venter med at skrive for nogen før jeg føler at jeg kan dedikere mig mere til det.

PN: Til sidst kunne det være interessant at høre hvad du synes om "kun for kvinder"-turneringerne? Har du planer om at spille nogen af dem, eller kan du bedre lide events der er åbne for alle?

MH: Jeg vil ikke sige at jeg er negativ overfor "kvinde-turneringer", jeg har selv spillet nogle få af dem. Blandt andet ved mit første WSOP. Men generelt er buy-ins ofte meget lave ved de turneringer, man har få chips til at starte med og strukturen er forfærdelig.

Så det er ikke fordi det er en "kvinde-turnering" – men når strukturen er dårlig og man ikke får nogle chips at arbejde med, så bliver der ikke ret meget spil. Derfor kan jeg ikke umiddelbart se nogle "kvinde-turneringer" som jeg synes er attraktive. Så er der selvfølgelig også holdningen om "hvorfor skal kvinder spille turneringer eksklusivt for dem – skal vi ikke alle spille sammen?". Og vi skal da heller ikke have specielle vilkår, men jeg tror det er en god måde at få sluset flere kvinder ind i sporten. Nogle kvinder føler sig mest trygge ved at spille disse events. Så det er en god måde at give flere kvinder noget turneringserfaring. Men jeg foretrækker ikke at spille i dem og har ikke gjort det i cirka halvandet år.

More Stories

Hvad mener du?