Interview med WSOPs 'Player of the Year' – Tom Schneider, del 1

Interview med WSOPs 'Player of the Year' – Tom Schneider, del 1 0001

Man kan roligt sige at Tom Schneider har været rundt omkring i pokerverdenen. Første gang tv-seerne fik kendskab til ham var da han med ved WPT World Poker Challenge i Reno, i marts 2006, her blev han treer. Schneider er også kendt for sine posts på Pokerati.com, og som medvært i den humoristiske podcast ' Beyond the Table,' hans bog om livet og poker 'Oops! I Won Too Much Money!, og sidst men ikke mindst har han igennem mange år deltaget i high-stakes cash-games.

På trods af det var Tom Schneider ikke et særligt kendt pokernavn da WSOP 2007 startede. Det ændrede sig da han vandt bracelet i event 5, en $2.500 Omaha-8/stud-8 mixed event. Det var hans første WSOP bracelet, men han stoppede ikke der. Schneider kom i finalen blot seks dage senere i en $2.500 H.O.R.S.E. event, hvilket bragte ham i spidsen for konkurrencen om at blive 'Player of the Year'.

Men det bedste havde han stadig til gode, 18 dage senere vandt han sin anden bracelet, i event 46, en $1.000 Stud-8 turnering. Schneider var den eneste der vandt to bracelets under WSOP 2007, og han så ud til at være sikret førstepladsen i kampen om 'Player of the Year'. Jeffrey Lisandro kunne dog stadig presse ham, hvis han kom i pengene i event 54, det skete dog ikke og Schneider havde vundet konkurrencen. Så nu har han endnu en flot titel at tilføje Cvet: WSOP 2007 Player of the Year.

I denne første del af interviewet med Tom Schneider, taler vi med ham om hvordan det var at få sit endelige gennembrud med sin sejr i event 5. Og om hvordan han havde det efter at finaledeltagelsen i H.O.R.S.E.-eventen bragte ham i spidsen for konkurrencen om at blive Player of the Year.

PokerNews: WSOP Player of the Year! Hvordan føles det her et stykke tid efter?

Tom Schneider: Det føles faktisk rigtigt godt. Det er dejligt at have været lidt væk fra poker. Jeg brugte omkring to måneder i Las Vegas, og da jeg kom hjem igen var jeg næsten blevet træt af poker. Nu er jeg så småt begyndt at se poker i fjernsynet igen. Men det føles rigtigt godt, men stadig også lidt uvirkeligt, da jeg aldrig har betragtet mig selv som en spiller der kunne løbe med den titel.

PN: Lad os snakke om det første bracelet. Længe før den event havde du sagt at Stud-8 ikke var dit favoritspil – du sagde faktisk at du hadede at spille det!! Hvad er det ved Stud-8 som du ikke bryder dig om?

TS: Det jeg ikke kan lide er at det har en tendens til at blive mere gambling end poker, og jeg spiller normalt ikke ret tight, hvilket Stud-8 ofte kræver. Derfor har jeg ofte svært ved at finde hænder jeg kan spille, så begynder jeg at kede mig. Det er nok hovedårsagen til at jeg ikke er så god til det, og ikke bryder mig om det. Man spiller ikke ret mange hænder, og det bliver ofte kedeligt.

PN: Du har sagt at kortene var gode ved dig flere gange. Hvad var nøglepunkterne op til finalebordet?

TS: Det var min første bracelet, alligevel følte jeg ikke at jeg var rigtigt heldig, udover det faktum at jeg vandt de hænder hvor jeg også var favorit. Alle de hænder jeg burde vinde, de holdt. Jeg føler ikke jeg satsede mine chips på forkerte tidspunkter, jeg føler bare at de gode kort forblev gode oftere end de normalt gør.

PN: Så du føler at dine modstandere ikke havde heldet mod dig – at de ikke ramte når de var oppe mod dig?

TS: De ramte ikke kort som de statistisk set burde, før eller siden. Der var en hånd undervejs, jeg tror det var på andendagen. Jeg spillede mod en fyr fra Phoenix, og han bluffede i en pot, og jeg kaldte ham med et par, og intet low. Jeg havde par seks, og han havde vidst nok par tre. Han bettede på fifth street, sixth street og seventh street, og jeg kaldte ham hele vejen, kun med et par seksere. Han startede med et højt kort, en knægt, og det indikerer ofte at man er overfor et par knægte eller noget i den retning. Men jeg følte bare at på den måde han spillede, så havde han ikke det par knægte, og jeg kaldte ham hele vejen. Alle ved bordet var chokerede, seriøst. De spurgte "hvordan kan du kalde der?", men jeg havde hele tiden en fornemmelse af at han bluffede.

PN: Hvad var det der fik dig til at tænke at han ikke havde den anden knægt?

TS: Han re-raisede ikke. Jeg raisede og han re-raisede ikke. Og jeg forhøjede med et kort der var under hans knægt, og han bettede ikke på bestemte tidspunkter. Præcis hvordan det var kan jeg ikke huske, men han bettede ikke på fourth street. Og på fifth, sixth og seventh street bettede han, hvis han havde haft et par knægte havde han også bettet på fourth street. Jeg kan ikke huske situationen helt præcist, men i bund og grund så det bare ikke ud til at han havde en stærk hånd. Jeg har spillet mod ham et par gange før, og han kan lide at bette folk ud af hænderne. Og han var formentlig den der var mest chokeret over at jeg kaldte.

PN: Det var et hårdt finalebord - Annie Duke, John "The Razor" Phan, Chris "Jesus" Ferguson, David Benyamine. Hvordan var din tilgang til et sådant bord?

TS: Jeg var ikke skræmt over nogle af de spillere. David Benyamine spiller højere cash-games end jeg gør, men jeg tror ikke andre ved bordet spiller højere cash-games end jeg gør. Jeg har spillet en del med John Phan, men har ikke spillet så meget med Annie Duke og Jesus, men jeg ved de er dygtige turneringsspillere. De skræmte mig ikke. Jeg var ikke bange for at de skulle udspille mig. Jeg håbede blot at kortene ville blive ved at være gode mod mig, for jeg havde en solid chiplead.

PN: Du havde 989.000 mod Edmond Tonnelliers 679.000 da i kom til heads-up. Der var kun spillet 50 minutter af heads-up da der var aftenpause. Hvad tænkte du mens du sad og spiste?

TS: Jeg ville virkelig straffe ham, og spille meget offensivt i Stud-8-delen. Så da jeg kom tilbage og vandt den første hånd, hvor jeg var heldig, tænkte jeg bare "jeg vil ikke give ham lov – jeg vil køre over ham så meget jeg kan." fordi i heads-up limit spiller man en masse hænder. Du kan ikke bare sidde og vente på de gode hænder, så jeg kørte ham mere eller mindre over. Kortene var endnu engang gode ved mig. I Stud-8-delen, der kom ret hurtigt, så vidt jeg husker, blev jeg ved med at bette ham væk fra pots, og han blev nødt til at folde, fordi han ikke havde mange chips igen, og han ramte heller ikke de rigtige kort.

PN: Hvad skete der i løbet af de 40 minutter i spillede efter pausen?

TS: Det der skete var at jeg hurtigt havde ham nede på meget få chips. Da vi spillede split-pot games, holdt han lidt længere, fordi han ofte fik halvdelen af potten. Derfor tager den slags spil længere end hold'em, så finalebordet varede noget længere. Han var nede på omkring 3.000 i chips, og jeg havde over en million. Det var lidt skægt, jeg tror egentlig bare han ønskede det skulle slutte.

PN: Efter den event, tænkte du så at det var det. Eller tænkte du at du kunne udrette mere under WSOP 2007?

TS: Før i år har jeg som regel spillet 5-8 events hvert år, men før i år sagde jeg til min kone: "jeg vil være Player of the Year, og mit mål er at nå tre finaleborde, og jeg vil ikke spille ret mange cash-games." Hun sagde det lød fint, og det skal siges at det var et ret ambitiøst mål at sætte sig, taget i betragtning af at jeg aldrig tidligere havde vundet et WSOP braclet. Det lød måske ikke så realistisk, men på den anden side havde jeg heller aldrig tidligere gjort forsøget.

Jeg følte jeg havde heldet med mig, i jeg følte at jeg spillede mit livs poker, og jeg var mere fokuseret og koncentreret end jeg nogensinde havde været før. Det har til dels været fordi jeg havde det erklærede mål om tre finaleborde. Så det var da ret heldigt, og jeg ved ikke om jeg nogensinde vinder et bracelet igen. Det var et rigtigt godt år!

PN: Lad os snakke lidt om det andet finalebord du var med ved, $2.500 H.O.R.S.E.-eventen, hvad skete der?

TS: Det er en af de turneringer hvor jeg altid siger til folk man ikke skal give op. Mange pokerspillere giver næsten op når de har få chips, så siger de "jeg vil ikke gå til aftenpause med så få chips." Jeg ændrede hele den opfattelse, jeg tænkte "jeg håber at jeg vil gå til aftenpause med så få chips."

I den H.O.R.S.E.-turnering havde jeg få chips næsten hele vejen igennem. Jeg havde 20.500 da vi kom til finalen og blinds var 8.000/16.000. Jeg burde være blevet nummer otte. Den der havde næstfærrest chips havde cirka fem gange så mange som jeg havde. Præcis hvor mange chips folk havde husker jeg ikke, men jeg husker at jeg så suverænt var den der havde færrest. Men jeg sagde til mig selv: "jeg vil ikke gøre noget dumt, jeg vil fortsætte med at være tålmodig og håber så at ramme et eller andet." Og det skete faktisk, og på et tidspunkt nærmede jeg mig chiplead. Jeg ved ikke om jeg faktisk nåede derop, men jeg fik en masse chips og begyndte at have lidt at spille med. Derefter ramte jeg så intet i en lang periode.

Det var et ret hårdt finalebord. Nogle af dem der sad med ved finalebordet får ikke ligeså megen anerkendelse som Annie Duke og Chris Ferguson, men de spiller præcis ligeså godt. Mason [Richburd], der vandt turneringen spillede rigtigt godt. Chris Björin har en del pengepræmier fra WSOP, han havde en rigtig god turnering. Ali Eslami er en rigtig god cash-game spiller. Og så var der også Rob Mizrachi. Jeg vandt ikke turneringen, så der tales ikke om det finalebord, men der var meget talent ved det. Jeg siger ikke at spillerne ved mit andet finalebord ikke har talent, men ved det andet var der præcis ligeså meget talent, men det var ikke spillere der er anerkendt.

PN: Og Robert Mizrachi endte jo også med at vinde $10.000 pot limit Omaha eventen.

TS: Lige præcis.

I anden del af dette interview, som kommer inden længe, fortæller han om hvordan han vandt sit andet bracelet, hans kamp med Lisandro om at vinde Player of the Year-titlen, og meget andet.

More Stories

Hvad mener du?