Hvordan er fremtiden for spillemarkedet i Danmark?

Hvordan er fremtiden for spillemarkedet i Danmark? 0001

En rapport foretaget af Userneeds for Computerworld viser tydeligt hvad alle længe har vidst, det danske spillemonopol er truet i ekstrem grad og Danske Spil er en presset virksomhed. Nu skal der kigges på hvordan lovgivningen fremover skal være på området, om monopolet skal forsvares, eller spillemarkedet skal gives frit.

Rapporten viser at hver tiende dansker har spillet på udenlandske hjemmesider indenfor det seneste år. Det er altså en kæmpeomsætning Danske Spil går glip af, når spillerne eksempelvis vælger at bruge deres penge på udenlandske pokersites.

Men også skattevæsnet er interesserede i at få klarere regler på området, i øjeblikket er alle penge der bliver vundet på sites der ligger udenfor EU skattepligtige, men det er velkendt at det er de færreste der opgiver indtægterne til skattevæsnet. I førnævnte undersøgelse foretaget af Computerworld fremgår det at der kun er ti procent af de spillere der har hævet penge hos et spillefirma har oplyst indtægten til skat.

Computerworld har fået en kommentar fra skatteminister Kristian Jensen, der udtaler følgende: "Jeg mener, at det er nødvendigt at se på det danske spillemarkedet med nye øjne. Det er en illusion at tro, at den nuværende lovgivning passer til fremtidens spillemarked, når vi regulerer spil i Danmark, så har vi flere begrundelser. Det er hensynet til at beskytte 'svage' spillere, begrænse mulighederne for at udnytte andres spilletrang, forhindring af hvidvaskning af penge og undgå snyd med spillene. Hvis jeg ser på det danske spillemarkedet i dag, så hænger vores lovgivning ikke godt nok sammen med vores målsætninger. Der spilles på udenlandske sites og der opgives ikke de vundne beløb til SKAT."

Skatteministeren åbner altså for en liberalisering af markedet, hvor reglerne bliver mere gennemskuelige og Dansk Spils monopolfordele måske fjernes: "I virkelighedens verden spilles der meget uden for monopolet. Derfor har vi grund til at se på spillelovgivningen for at få den til at være mere i overensstemmelse med virkeligheden og for netop bedre at kunne leve op til vores målsætninger." siger Kristian Jensen

Hos de radikales skatteordfører, Poul Erik Christensen er der efterhånden en kapitulerende indstilling overfor en bevarelse af spillemonopolet. Selvom han håber det kan fastholdes i et eller andet omfang, erkender han også at det nok bliver svært at holde de udenlandske spillefirmaer væk fra det danske marked, til Computerworld udtaler han: "Spilmonopolet er jo en del af finansieringen af den danske almene idræt med mere. Jeg kunne ønske mig en autorisation, der både indebærer skattebetaling til Danmark og en del af overskuddet til danske humanitære formål som Danske Spil." Udtaler han og slutter så med følgende kommentar: "Men det er formodentlig urealistisk."

Det bliver spændende at følge udviklingen på markedet, der er under juridisk lup i de fleste lande for tiden. Meget tyder på at lovgiverne ikke kan hindre en liberalisering på markedet, hvor de udenlandske spillefirmaer får lov at bryde de monopoler der eksisterer i en del lande.

More Stories

Hvad mener du?