Poker dømt som hasardspil i landsretten

Poker dømt som hasardspil i landsretten 0001

I dag kom den længe ventede dom i sagen om hvorvidt live-poker skal være tilladt udenfor kasinoerne i Danmark. Dansk Pokerforbund, anført af Frederik Hostrup, har kørt sagen der i den grad er en sag der kan komme til at danne præcedens. Med domafsigelsen har landsretten fastholdt holdningen om at poker er et hasardspil og ikke et videnspil. Dermed må spillet ikke spilles live udenfor kasinoerne.

Det betyder at Hostrup må betale 10 dagbøder af 500 kroner og formentlig må han lukke sin pokerklub i Ordrup. Sagen ser dog ikke ud til at være færdig, da Hostrup i samarbejde med sin advokat vil kigge på mulighederne for at få stillet den for højesteretten. Det skulle der være gode muligheder for eftersom landsretten med sin dom gik imod den dom der blev afsagt i byretten tidligere på året.

En af hovedpersonerne var ganske overrasket efter at have modtaget dommen:

"Jeg er dybt rystet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg overbevist om, at vi ville vinde - selv om man selvfølgelig altid frygter det værste i sådan en situation" sagde Frederik Hostrup efterfølgende til acemag.dk.

Advokat, Henrik Norsk Hoffman, er ligeså chokeret som Hostrup, og til acemag.dk udtaler advokaten:

"Dommen understreger, at den danske spillelovgivning er utidssvarende og fastholder samtidig ludomaner i den vildfarelse, at man blot ved at være heldig kan vinde i Texas Hold'em."

Dommen betyder intet for de der kun spiller poker på nettet, da den kun forholder sig til live poker. Hvad der sker videre i sagen vil vi naturligvis holde øje med her på dk.pokernews.com.

More Stories

Hvad mener du?