Pokerlegender - Brian 'Sailor' Roberts

Pokerlegender - Brian 'Sailor' Roberts 0001

Texas i 1930erne blev ofte beskrevet med to ord: Varmt og støvet. Måske er det derfor at mange af verdens største pokerspillere stammer fra Texas. De er simpelthen vant til at være, hvor det går hedt for sig.

Brian "Sailor" Roberts voksede op i den lille flække San Angelo og spekulerede egentlig aldrig på livet uden for Texas. Den lille by har ændret sig dramatisk til det bedre fra tidligere tider, hvor den var prototypen på en seksløberdomineret Wild West cowboyby. Indbyggertallet ligger dog stadig under 100.000, og det passede Sailor rigtig fint.

I high school tjente Roberts penge ved at spille craps (terningspil) med de andre caddier på den lokale golfbane, samtidig med at han var en talentfuld spiller på fodboldholdet. Hvis man tager turen af den øde tosporede landevej 100 miles stik mod nord, lander man i Sweetwater, hjemsted for en anden high school sportsstjerne, Doyle Brunson. Texas er enorm, og endnu 200 miles nordligere finder vi Amarillo, hvor en af Sailor og Doyle's ældste pokervenner, Amarillo Slim bor.

Tidligt i 50'erne var Roberts i hæren under koreakrigen. De fleste militærfolk har en fælles holdning til craps og pokergames. Enten elsker de dem, eller også hader de dem. Disse holdninger er selvfølgelig ofte begrundet i, om de har tabt eller vundet i den tid de har været i tjenesten. Da Roberts afmønstrede fra tjenesten var han full-time gambler. Jeg går ud fra, at det er åbenlyst for alle, at han elskede at spille.

Texas, hjem, poker. Ordene kom måske ikke lige i den rækkefølge. Men det var det første Roberts tænkte på efter krigen. T.J. Cloutier mener at de tre begreber senere ændrede sig til, golf, poker og piger. Sailor havde på den tid set sig omkring i verden, men Texas var stadig sagen for ham. Caddierne var for unge og underbetalte til at bruge tid på nu, så San Angelo blev kun et pitstop. Hvilken som helst by der bød på et kvalificeret pokerspil blev en udfordring, og Roberts begyndte at støde sammen med nogle af de bedre spillere i staten og hørte samtidig om spillere som f.eks. Johnny Moss der spillede i de rigtig dyre spil.

Efter at have rejst rundt nogle år på egen hånd, befandt Brian, der nu ofte blev kaldt "Sailor", sig nu i de samme cirkler som adskillige andre, unge spillere som Doyle Brunson og hans ven, Dwayne Hamilton. Hamilton var kørt træt af den omflakkende tilværelse og flyttede tilbage til Fort Worth. Da Sailor og Doyle kom så godt ud af det med hinanden blev de forretningspartnere, delte deres spilindtægter, deres udgifter og deres hjerteskærende tab. De bevarede også deres tætte tilknytning til Fort Worth, idet de indgik partnerskab som bookmakere.

Poker kan være et ensomt spil, hvor bankrollen kan være saftig som en oase i ørkenen, for kort efter at svinde ind, som havde den kun været et fata morgana. Som Amarillo Slim husker det, var Sailor den fødte spiller der sikkert blev rig 15 gange i sit liv, men hver gang mistede det hele inden der var gået et år.

Slim husker under et pokergame i Brenham, Texas med Doyle og Sailor, at han inviterede dem til at deltage i et spil, hvis de nogensinde kom til Amarillo. Og ganske rigtigt, han havde arrangeret en pokergame, men da de to partnere ankom var spillet allerede slut, så de tog alle tre over til Slims hus. Slim spillede heads-up med dem hver især og endte med at buste dem begge.

Før de tog af sted, gav han dem dog begge et par tusinde dollars, så de havde lidt at starte på ved pokerbordene. Mindre end to uger efter fik Slim pengene tilbage via Western Union. Doyle kalder "ære" for en spillers es på hånden og Slim erkendte at Sailor var et af de anstændigste mennesker man kunne tænke sig. Da de løb ind i hinanden under et pokergame i, Midland, Texas, indgik de tre partnerskab.

De fortsatte med at bevæge sig i gamblingcirklerne i det sydlige og spillede alle pokervarianter og bettede på alt, hvor de mente at have en fordel. Sailor dyrkede mest 2-7 lowball og hvis der ikke var pokergames i gang, spillede vennerne golf og tog bets på sportskampe.

D. 13. september 1961, trådte Federal Wire Act (lov om spil) i kraft og forbød al transmission af sportsresultater og betting på tværs af statsgrænserne. Doyle og Slim besluttede at stoppe med bookmaking. Men Sailor fortsatte.

Sidst i 1962, beklagede Doyle Brunson sig en morgen til sin nye kone Louise, over at han havde ondt i halsen. Gennem de næste få uger voksede en knude på størrelse med en ært sig til at være på størrelse med et hønseæg. Han kom i antibiotisk behandling, men tilsyneladende uden resultat. Efter at have gennemgået en vellykket hasteoperation blev Doyle udskrevet fra hospitalet. Louise og Sailor skiftedes til at holde vagt over Doyle 24 timer i døgnet, til han var rask. Venner som Sailor hænger ikke på træerne, og det var et hårdt slag for Doyle, da Sailor blev dømt for sin bookmakervirksomhed.

Sailor måtte tilbringe mere end et år i skyggen for, straks da han blev løsladt, at vende tilbage til pokermiljøet. Pengene kom og gik, uden at det bekymrede Sailor særlig meget. Hvis en spiller var løbet tør for held, lånte Sailor ham ofte til en ny bankroll, så han kunne komme i gang igen. Nogle gange kom pengene tilbage, andre gange indgik Sailor partnerskab med spilleren. Men der var også de gange, hvor hans generøsitet ikke blev gengældt. Flere gange måtte Sailor selv i gang med at bygge sin bankroll op igen efter at have været for flink mod andre spillere, eller en dame havde lettet ham for kontanterne.

Ved det sjette World Series of Poker i 1975 sejrede Sailor Roberts over hele feltet og sad tilbage ved finalebordet med samtlige chips foran sig. Han satte sin baseballcap på hovedet, tog et dybt, velbehageligt sug af cigaretten og smilede til tilskuerne. Alle havde det godt med at se Sailor som vinder.

Vinderprisen på $210.000 blegner måske sammenlignet med de prispenge der udbetales i dag, men spillet var mindst lige så hårdt. Mesterskabet gav Sailor hans andet WSOP armbånd, efter at have vundet 2-7 lowball titlen i 1974. Han fortsatte med at deltage i WSOP og endte som nummer otte i kampen om mesterskabet i 1982.

Selv om Sailor gik bort i en al for ung alder på grund af en sclerose opstået af hepatitis han fik i fængslet, huskes han som en af pokerens mestre og en god ven af mange af pokerverdenens største navne. Bob Ciaffone husker Sailor som, "En meget præsentabel og kvalificeret spiller, måske den mest vellidte af alle de kendte." Poker kan være et aggressivt spil der hærder den der dyrker det, men som Brian "Sailor" Roberts var et levende bevis på, selv en mester kan være et godt menneske, og gode mennesker er ikke dem der kommer sidst.

More Stories

Hvad mener du?