Pokerlegender - Nick the Greek

Pokerlegender - Nick the Greek 0001

Nicholas Andreas Dandolos blev født i Rethymnon, Grækenland i 1893. Han blev født ind i en luksustilværelse, da hans far var en velhavende tæppehandler, og han blev optaget på the Greek Evangelical College i Smyma, hvor han læste filosofi. Denne opvækst i et velstående hjem lyder ikke som de forhold der normalt frembringer en storspiller, men der var alligevel på et tidligt tidspunkt en del tegn på, hvad den unge Nicholas inderst inde var optaget af.

Allerede i en alder af ti blev Nicholas sendt hjem fra skole. Hans "forbrydelse"? Plat eller krone væddemål. Hans mor advarede ham om, at hvis han ikke passede på, ville han ende som spiller! Mødre kender nogle gange deres børn bedre end godt er, for det viste sig senere, at hendes forudsigelse ramte plet.

Nicholas ville gerne opleve det spændende Amerika, og hans bedstefar gik med til at sende ham af sted med et økonomisk tilskud på $150 om ugen. Da passagerdamperen lagde til i New York var han næsten flad. Han havde dog penge nok til rejsen til Chicago, hvor han gav sig til at vente på den næste pengeforsendelse hjemmefra.

I ventetiden turede Nick rundt i byen og besøgte forskellige barer og spillebuler. Hans største fornøjelse var at være tilskuer til forskellige spil, og selvom han selv anså sig for at være en damernes mand, var der dog intet der overgik hans interesse for spil. Efter at have overstået sit første amerikanske kærlighedseventyr rejste han til Montreal, hvor folk var mere sofistikerede.

Han løb måske ikke ligefrem ind i en masse sofistikerede mennesker i Montreal, men han blev dog ven med en af de bedste jockeyer på den tid, Phil Musgrave. Phil introducerede Nick til hestevæddeløb, og til gengæld indviede Nick Phil i matematikken forbundet ved spil.

Indenfor mindre end et år havde Nick vundet næsten en halv million dollars. Han havde længe planlagt en tur tilbage til Chicago, og da han nu havde penge til at rejse med stil, tog han hurtigt af sted. Det var på tide at vise disse småspillere i Chicago hvad rigtige penge og et rigtigt gamblingtalent var.

Nick gik fallit på en måned. De lokale småspillere viste den unge mand en masse nye spil. Og hvert af disse var med til at tømme hans lommer. Men det gjorde ikke noget større indtryk på Nick. Hvis der var en ting der adskilte Nick fra næsten alle spillere han var oppe imod, var det hans evne til kun at betragte gambling og pengene som værktøj i hans fag. Selvom Nick var glad for pengene og især det han kunne købe for dem, var han aldrig bekymret over at tabe alt hvad han havde.

Men lysten til at lære mere og specielt om poker var stor, så Nick fortsatte med at spille dog på et noget lavere niveau forskellige steder i byen. Hans evner og erfaring blev større. Det gjorde hans bank roll også. I 1919 havde Nick oplevet at hans bankroll både var steget men også styrtdykket, og han var nu begyndt at bette på baseball. Det var også året, hvor Arnold Rothstein, en anden velhavende gambler, involverede sig i "Black Sox" skandalen. Baseballteamet Chicago White Sox mente at de var underbetalte og et kontant bidrag på $80.000 fra Rothstein fik dem til at tabe 1919 World Series.

Selvom en stor del af Amerika var forfærdet over over skandalerne der hjemsøgte deres favoritsport, betragtede Nick det som en mulighed for at score yderligere gevinster. Han var allerede blevet venner med spillere i Chicago, Detroit og Cleveland og var nu klar til at spille mod nogle af de rigeste pokerspillere i New York. Rothsteins navn var på den liste.

Ligesom Nick, var Rothstein altid velklædt, men han kunne ikke citere Aristole og Platos som Nick kunne. Rothstein havde også arbejdet det meste af sit liv, ganske vist i underverdenens kasinoer eller som sprit og narkotikasmugler, hvorimod Nick aldrig havde haft en konventionelt job i sit liv. Ved pokerbordene var de også ret lige, men Nick benyttede sig af sin "all-in" attitude til penge og lænsede dermed Rothstein for store beløb.

Da Nick senere pralede af at han personligt havde "busted" Rothstein, var det en historie de amerikanske medier slog stort op. Nick kunne aldrig have vundet alle Rothsteins penge, men læserne elskede tanken om, at Rothstein, skurken i Black Sox skandalen. Snart havde Nick fået kælenavnet "Nick the Greek" hæftet på sig. Et navn han oprindelig hadede.

Nick spiste ofte på Brown Derby på Hollywood's Vine Street og havde irettesat piccoloen for at have kaldt ham Nick the Greek. Han indrømmede imidlertid, at han havde skiftet mening, da han en dag havde læst en avisartikel om den heltemodige græske hær der havde ydet tapper modstand mod de invaderende nazister. Da piccoloen kom ind i restauranten og råbte at der var telefon til Mister Dandolos, sagde Nick til ham, at fremover skulle han bare kalde ham Nick the Greek.

I løbet af 1940'ne fik Nick status som en filmstjerne og var ofte omtalt i medierne. Hans måde at spille på var opsigtsvækkende på de tider og hans udholdenhed uovertruffen. Trangen til at være i action kan være lige så fristende og tillokkende som noget narkotika kendt af mennesket, men i maratonsessioner bliver søvnen sommetider mere attraktiv end gamblingen. De der overgiver sig til Ole Lukøje efter kun 15 eller 20 timers spil vil pludselig finde det svært at falde i søvn når deres held er brugt op. Når den saftige bankroll er fordampet, ligger de og vrider sig i deres senge rastløse og frustrerede. Den slags var aldrig tilfældet for Nick.

Nick the Greek holdt meget af at spille i Harrah's Club i Reno, hvor han tit spillede Faro Bank bagefter og man hører tit historien om, at han en gang opholdt sig i Harrahs 90 timer i træk.

Ved enkelte lejligheder overtalte Nick andre til at stake ham ved at fremhæve sin aggressive og kløgtige spillestil. Nogle gange fik disse stakere faktisk deres penge tilbage. Nogle gange!

Da Nick var i Las Vegas spillede han på et tidspunkt Faro 40 timer i træk på Golden Nugget. Han spadserede så ned ad gaden til Boulder Club, hvor ejeren Jim Young var vidne til at hans interesse nu havde vendt sig mod craps. Terningerne var på Nicks side fra begyndelsen og han fik hurtigt samlet et helt bjerg af chips. Men til sidst gik det den modsatte vej. Det var som en åben blodåre for Nick. Som blod strømmede chipsene nu tilbage til bordet. Og der var ingen læge i nærheden. Nicks lommer struttede ikke så meget mere, da han traskede ud af døren for at finde et andet Faro spil, hvorimod Jim Young endelig efter 30 lange timer skyndte sig ud af samme dør for at finde en seng.

Dagen efter tog Nick over for at besøge sin ven, Benny Binion på Western Casino. Benny havde arrangeret et af de største pokerspil man endnu havde set den gang, hvor en af tidens fineste pokerspillere, Johnny Moss også deltog. Da de sluttede havde Moss lænset Nick for mere end $2 millioner.

Som altid var Nick parat til at risikere enorme beløb, selv når han ikke var favorit. Hans spillestil var stik imod de fleste spilleres filosofi. Men Nick måtte spille. Han var gambler.

I slutningen af sin spillerkarriere fandt man ham ofte i Las Vegas, hvor han spillede med minimale indsatser i stedet for maksimum der tidligere havde været hans varemærke. Blev han spurgt om hvorfor det nu var sådan, svarede han simpelthen, "Det er action, er det ikke?"

More Stories

Hvad mener du?