Sextons hjørne – 21 - Stu Ungar – Diverse fortællinger

Sextons hjørne – 21 - Stu Ungar – Diverse fortællinger 0001

Det er ca. 30 år siden, jeg var på the Dunes Hotel, som lægger der hvor Bellagio er i dag. Danny Robinson kom over til mig og sagde: "Tom, kan du se den fyr derovre, som ligner en knægt på 15? Det er Stu Ungar fra New York og hans folk vil have mig til at spille gin rommy mod ham. Jeg har hørt at han skulle være den bedste… Jeg har spillet poker i to dage, men jeg tror ikke at der er nogen chance for, at den knægt kan slå mig i gin rommy!" Min bror, Mike, og jeg, voksede op i det samme kvarter som Danny i Dayton, Ohio. Danny blev, som Chip Reeses partner, berømt på et splitsekund, da de to indtog Las Vegas i 1974.

Danny var – og er stadig – betragtet som en af de bedste 7-card stud spillere i verden. Han var desuden kendt for at være en af de bedste gin rommy spillere.

Danny havde allerede tjent en masse penge, da han og Stu "Stuey" Ungar satte sig for at spille. Stuey havde desperat brug for at vinde stort den aften, da han skyldte en masse penge til nogle skræmmende bookmakere hjemme i New York. Stuey havde tidligere deltaget i en $1.500 gin rommy turnering på Union Plaza i Las Vegas, hvor han vandt $50.000 for 1. pladsen. Ikke desto mindre havde Stuey brug for mange flere penge, hvis han skulle blive fri for at kigge sig bekymret over skulderen, når han var ude. På dette tidspunkt var Stuey 23 år gammel, flamboyant og kæphøj. Danny er, hvis du har set ham spille, Mr. Flamboyant med et godt skåret tungebånd, ulig andre spillere i verden.

Men deres episke spil begyndte og da støvet havde lagt sig over weekenden, havde Stuey vundet $100.000 fra Danny!

Det var dette spil, gin rommy, som hjalp Stuey med at komme væk fra New York. Han flyttede permanent til Las Vegas. Han flyttede ind i Jockey Club sammen med sin kæreste Madaline Wheeler og hendes fire år gamle søn, Ritchie. The Jockey Club var det perfekte sted for Stuey, da det var nabo til Dunes, hvor alle de højeste limits blev spillet hver dag. I starten synes Stuey, at det var som om han var kommet i himlen, og hans legendariske, bigger-than-life historie blev skabt over de næste 20 år.

Stuey spillede en masse gin rommy og vandt over alle i de første år i Las Vegas. Eftersom der efterhånden var mindre og mindre gin rommy at spille, var Stuey, mere eller mindre, tvunget til at starte med at spille poker. Det var Hall of Famer Jack Straus, som sagde til Stuey: "Ingen kan slå dig i gin rommy, du er simpelthen alt for god! Alle pengene og spillene er ude på golfbanen. Kom ud til golfbanen med mig, så skal jeg vise dig nye grundbegreber." Jack tog så Stuey med på golfbanen, og husk at Stuey hverken havde spillet golf eller set en golfbane før – han var fra byen.

Da de var derude, sagde Jack til Stuey: "Det hér er green og det er hér hvor alle pengene vindes." Da de ventede på deres tur, skete der noget utroligt på øve-putte-green. Stuey ville putte for $100 pr. hul. Han havde aldrig putted før og havde ingen kontrol på green. Efterhånden som han tabte mere og mere, blev han ved med at hæve indsatsen til $500 pr. hul, $1.000 pr. hul og inden længe, $5.000 pr. hul. Inden Stu Ungar nåede at tee ud på 1. hul, havde han tabt $80.000 på øve-putte-green. "Action" var Stueys mellemnavn, men jeg tvivler seriøst på, at en anden person på denne jord, ville tabe $80.000 på øve-putte-green, før man overhovedet var kommet i gang med 1. hul!

Flere historier om Stuey er legendariske, som f.eks. i 1989 da han var sent på den, da han skulle spille ved finalebordet ved Amarillo Slim´s Super Bowl of Poker på Caesars. Han havde sømmet i bund i sin Jaguar, da han ved en afkørsel på Highway 15 stødte sammen med en anden bil. Bilen han kørte ind i var selvfølgelig en politibil. Overgearet som altid, stod Stuey ud af sin bil for at forklare, hvorfor han havde så travlt. Utroligt nok, genkendte politibetjenten ham og det viste sig, at han var en stor fan af Stuey. I 1989, havde Stuey allerede vundet WSOP Main Event i 1980 og 1981, plus to Super Bowls of Poker… han var som en levende legende, på vej til at tilkæmpe sig sin tredje titel ved Super Bowl of Poker. Betjenten besluttede sig for, at lade Stuey gå, uden påtale, da det meste af skaden var sket på Stueys Jaguar. Stuey var heldig, da det ikke er givet, at en anden betjent ville havde været så godmodig. Han kunne ligeså godt have sagt, at de elsker at spille kort nede ved Clark County fængslet og så givet Stuey håndjern på.

Stuey ankom lidt for sent til finalebordet, men upåvirket vandt han sin tredje Super Bowl of Poker den dag.

Engang, på La Costa Country Club i Carlbad, Californien, var Stuey i baren med Mike Sexton og nogle andre. Da der blev bestilt drinks, tøvede bartenderen, da han skulle betjene Stuey. Bartenderen syntes at Stuey så ung ud, og bad ham om at vise noget ID. Stuey sagde "hvad snakker du om? Jeg har ingen ID på mig."

Bartenderen svarede: "Så kan jeg ikke servere til dig." Da han begyndte at gå væk, sagde Stuey: "Siger du, at hvis jeg ikke har ID, så vil du ikke servere for mig?"

Bartenderen svarede "ja". Stuey tog sig til hovedet og sagde: "Vil du se ID? Det er Benjamin Franklin!" Stuey rejste sig op, stak sin ene hånd i sin lomme og hev omkring $20.000 op ad den og klaskede dem ned i bardisken. "Dér er mit ID", sagde Stuey; "ville du gå rundt med så mange penge, hvis du var en teenager?"

Bartenderen, som sikkert håbede på store drikkepenge, sagde: "Det er en god pointe, Hr., hvad vil du have?" Da bartenderen gav Stuey en Budweiser, gav Stuey ham $200 i drikkepenge. Dette var klassisk Stuey.

I løbet af sommeren 1998, den sidste sommer i Stueys liv, havde min bror hjulpet Nolan Dalla med at komme i kontakt med Stuey, for at nedskrive Stueys erindringer i en selvbiografi. Mike havde hjulpet Stuey med at finde et sted at bo, ved at tjekke ham ind på Gold Coast Hotel, på Mikes regning. Stuey kunne få alt den mad han ville have og se de film han ville se. Her så jeg med mine egne øjne, nogle af Stueys excentriske handlinger. Mike bad mig om at give $100 til Stuey hver mandag, og han gjorde det klart at jeg ikke skulle give ham mere, da Mike ikke ønskede at Stuey skulle blive fristet til at købe stoffer. Han elskede Stuey, men var altid bekymret over Stueys svaghed overfor stoffer. Disse penge var lommepenge til ham alene, da Mike skulle til Europa i flere uger. Stuey kunne bestille den roomservice han ville, fra sit værelse. Den første mandag jeg mødte Stuey på the Gold Coast, satte vi os ned ved den lille isbod, som dengang var placeret overfor check-in ved receptionen. Vi gav hinanden hånden og satte os ned.

Jeg tog mit checkhæfte frem, hvori jeg havde en $100 regning til Stuey. Da jeg jeg tog checkhæftet frem, sprang Stuey ophidset op og sagde: "Du vil vel ikke give mig en check, vil du? Jeg har ingen id eller konto… lad være med at sige, at du vil give mig en check!!

Så snart jeg trak en $100-seddel frem af min punge, skiftede hans opførsel til at være rigtig rar, som en lille knægt, glad for at få det han ville. Efter at have mødtes med Stuey på Gold Coast hver mandag i tre uger, fik jeg pludselig et panikopkald fra ham midt om natten. Stuey sagde, "Mike sagde at jeg skulle ringe til dig i tilfælde af #"&% problemer, mens han er udenbys." Jeg spurgte om, hvad der var galt. "Hotelmanageren vil smide mig ud af hotellet i morgen. Jeg forsøgte at forklare ham, hvem jeg er, men han sagde at det intet ændrede, jeg skal være ude i morgen!", sagde Stuey. Jeg sagde til Stuey, at jeg ville komme hen til hotellet med det samme.

Da jeg kom hen til hotellet, spurgte jeg hotelmanageren, hvad denne situation med Stu Ungar drejede sig om. "Det er ikke et decideret problem, det drejer sig om, at det kreditkort som betaler hans ophold, er udløbet, det er det hele. Jeg forsøgte at forklare ham det, men han røg i luften som en helikopter", sagde manageren.

Jeg sagde, at hvis dette var det eneste problem, så kunne han benytte et andet kreditkort. Jeg gav ham et.

På det tidspunkt, kom Stuey farende omkring hjørnet med hænderne i vejret. "Har du forklaret hvem jeg er, så vi kan få denne "%¤& situation afsluttet?!"

Jeg forklarede Stuey situationen og sagde, at han ikke skulle forlade hotellet. Igen skiftede hans kropssprog fuldstændig karakter, så snart problemet var løst.

Stu Ungar havde en høj IQ og en fotografisk hukommelse når han spillede kort, men han kæmpede med mange af de almindelige dagligdagstemaer, som vi alle må tage stilling til i vores liv. Han kunne ikke indstille sin video eller skifte olie på sin bil. Han var excentrisk, temperamentsfuld og havde tendens til at fare op over små ting, men på den store scene, når han var i rampelyset, var han den mest prangende og gennemførte turneringsspiller i historien.

Snarest følger 4 del af Stu Ungars historie.

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

More Stories

Hvad mener du?