Sextons hjørne – 23 - Stu Ungars sidste rejse, del 2

Sextons hjørne – 23 - Stu Ungars sidste rejse, del 2 0001

Vi har alle en ting tilfælles her i livet….en dag skal vi afsted på den sidste rejse. For Stu Ungars vedkommende blev hans begravelsesceremoni afholdt i Palms Mortuary i Las Vegas. Efter at han var afgået ved døden d. 22. november 1998 samledes nu ca. 250 deltagere for at vise deres sidste respekt. Det var simpelthen Poker og Gamblingverdenens Blå Bog der var samlet. Før ceremonien begyndte kunne man se verdens største pokerspillere samles for at se billederne og collagerne der beskrev hans fantastiske bedrifter, der overskyggede det meste af, hvad andre pokerspillere havde udrettet.

Ved ceremonien var der 3 deltagere der holdt mindetaler, efterfulgt af Stu Ungars datter på 16 der talte så smukt om sin far, at der næppe var et øje tørt i forsamlingen. De 3 første talere var Mike Sexton, Bob Stupak og Lem Banker. Familien havde bedt Mike Sexton repræsentere pokerspillerne den dag, sammen med kasinomanden Bob Stupak og Lem Barker, sportsgambler fra New York. De gjorde alle en vidunderlig indsats og gav et smukt tilbageblik over Stueys op og nedture krydret med nogle få, farverige anekdoter om mesteren. Mike, der havde været nær ven til Stuey det meste af livet, opsummerede talerne, "Lad os tilgive Stuey for hans fejl og de problemer han skabte, og huske ham for det han virkelig var – den største pokerspiller der nogensinde herskede ved det grønne bord."

Jeg husker at der var nogle pokerspillere bl.a. Ken "Skyhawk" Flaton der kom ned ad højre side af midtergangen mod talerstolen for at fremføre nogle ord, men de blev venligt afvist. Det viste sig, at der var en enkelt misfornøjet spiller, hvis navn jeg ikke vil nævne her, der havde truet med at møde op og vælte kisten på grund af Stueys ubetalte spillegæld. Denne person mødte faktisk op men blev håndfast ført væk, inden han nåede ind. En så taktløs og skændig handling ville selvfølgelig være helt uhørt over for familien og de nære venner der var tilstede for at vise deres sidste respekt.

En af pokerverdenens mest sympatiske personligheder, Ken Flaton, fik desværre, på grund af omstændighederne, ikke fremført sine ord om Stuey den dag. Han fik imidlertid muligheden for at holde talen, da Stu Ungar i 2001, posthumt, blev indvalgt i Pokers Hall of Fame. Kenny kunne ikke holde tårerne tilbage under den følelsesladede tale. Det var meget rørende. Ganske få år senere mistede vi Ken "Skyhawk" Flaton, derfor må det siges at være et smukt træk af skæbnen, at han fik lov at holde sin tale om Stuey den dag.

Den mest mindeværdige og rørende del af Stu Ungars begravelsesceremoni var, da hans datter Stefanie trådte frem for at tale. Igen var der ikke et øje tørt, da Stefanie mindedes sin far. Ikke som den store pokerspiller, men for hvad han havde betydet for hende, som den far hun elskede overalt. En af old-time pokerspillerne rejste sig og udbrød "Jeg kan ikke klare det… Jeg kan simpelthen ikke klare det." Tårerne løb ned af hans furede kinder, da han måtte forlade ceremonien, mens Stefanie stadig talte. Den dybe sorg der berørte alle der lyttede til Stueys smukke, unge datters ord om sin far, ramte dybt ind i hjerterne på alle der var tilstede.

Vi vidste alle, hvor højt Stuey havde elsket sin datter og kunne ikke undgå at tænke på det foto, han havde båret i brystlommen på sin skjorte for at bringe held, da han vandt sin 3. WSOP Main Event i 1997. Det var et smukt minde, men her stod hans datter nu i et af sit unge livs sværeste øjeblikke. Hun udviste både klasse og værdighed og samtidig den ægte betydning af sand kærlighed. Både hendes mor Madeline og alle vi andre var stolte af hende, for den made hun håndterede dette svære øjeblik på. Man kunne have ønsket at Stu Ungar kunne havet oplevet dette. Hvor ville han have været stolt af sin smukke Stefanie!

Man kunne ikke undgå at blive varm om hjertet ved at se så mange af de store pokerspillere var samlet for at vise Stuey den sidste respekt. Mange af dem havde tidligere siddet direkte overfor ham ved de grønne borde. Ingen behøvede at minde dem om hans formidable evner som kortspiller. De fleste havde gjort deres erfaringer. Mange af dem, som f.eks. Puggy Pearson, havde tidligere ofte hjulpet ham ud af en svær situation. Puggy er desværre også selv gået bort nu. Pokerens Godfather, Doyle Brunson var også tilstede. Doyle blev WSOP Main Event vinder i både 1975 og 1976, men de færreste husker at han blev nr. 2 efter Stuey i 1980. Doyle og Stuey delte mange oplevelser sammen, både ved pokerbordene og på golfbanerne. Bestyrelsesformand og direktør for Bellagio på det tidspunkt, Bobby Baldwin var også tilstede for at vise sin sympati. Bobby blev verdenskendt for sit forretning og managements talent efter at have vundet WSOP Main Event i 1978. Paradoksalt nok havde Stuey hverken bankkonto eller ID kort og alligevel havde han denne mystiske evne til at gøre netop det, han var så god til. Så god, at Bobby og de fleste andre spillere kom til at nære dyb respekt for ham.

Da ceremonien indenfor var slut, fulgte vi alle Stueys kiste til det sidste hvilested. Ved siden gik hans tidligere kone Madeline og deres datter Stefanie. Da vi alle var samlede omkring graven, greb en tanke mig da jeg så over på Danny Robinson der stod med front mod Stueys kiste. Hans hænder var foldede foran ham og hovedet sænket i dyb eftertanke. Jeg tror ikke at der var nogen der havde større forståelse for alkoholen og stoffernes uhyggelige tiltrækning end netop ham. Han vil aldrig lægge skjul på, at han selv havde været helt ude på afgrundens rand og lige så meget en slave af misbruget som Stuey. Og alligevel var det ham der nu stod ved Stueys grav. Mon han genkaldte sig den nat på Dunes Hotel for 30 år siden, da han tabte $100.000 til Stuey i det altafgørende gin rummy spil der gav Stuey modet til at flytte permanent til Vegas? Både Stuey og Dannys livsforløb var i sig selv legendariske, og mikser man dem med personligheder som Doyle Brunson og Chip Reese kunne der med garanti drejes en af de mest fantastiske blockbustere der er set. Den måde de fires livsbaner krydsedes gang på gang i Las Vegas var mere farverig og spændende end noget en spændingsforfatter nogensinde kunne have udtænkt!

En af de andre gribende ting jeg mindes ved Stu Ungars begravelse, var synet af Bob Stupak gående rundt blandt alle disse big time pokerspillere og indsamle donationer. Bob havde imidlertid selv forudbetalt alle udgifter, for at sikre at Stuey fik en førsteklasses begravelse. Mange af pokerverdenens største personligheder gik til lommerne med både to og tre tusinde. Det tætte broderskab der hersker i de cirkler var helt åbenlyst den dag.

En slutbemærkning: Madeline og Stefanie Ungar stiftede et fond til ære for Stuey ved navn The Ungar Foundation. Yderligere oplysninger kan findes online på ungarfoundation.org. Der er også udkommet en folder som bl.a. kan fortælle:

Formålet med Ungar Foundation er at give håb og hjælp til de der er berørt af misbrugsproblemer samt at yde økonomisk støtte til etablerede organisationer der tilbyder behandling.

På første side i folderen er der øverst to billeder af Stu Ungar og hans 18 år gamle stedsøn Richie.

More Stories

Hvad mener du?