Sextons hjørne – 22 - Stu Ungars sidste rejse, del 1

Sextons hjørne – 22 - Stu Ungars sidste rejse, del 1 0001

Stu Ungar forlod os d. 22. november 1998. I en alder af 43, blev han fundet på værelse 16 på Oasis Motel i Las Vegas. De fleste mente at hans omtumlede liv med misbrug af forskellige rusmidler var skyld i hans alt for tidlige død. 2 dage efter obduktionen, blev det offentliggjort at Stuey var død af et hjertetilfælde. Der var fundet spor af mindre mængder kokain, methadon og Percodan i systemet, men ikke i dødelige doser. I den officielle dødsrapport kunne bl.a. følgende læses, "Dødsårsagen er en coronary atherosclerosis. (forsnævring af kranspulsåre) Tilstanden har udviklet sig over en længere periode. Hans livsstil var en medvirkende årsag."

Stuey's spillede, så vidt vides, sit sidste spil poker den 11. november 1998 på det berømte Bellagio. Billy Baxter havde ringet til Mike Sexton og bedt ham tage Stuey med hjem, da Billy ville backe ham med $25.000, så Stu kunne komme tilbage i spillet.

Stuey var lidt nede, men blev meget begejstret over at nogen ville backe ham økonomisk, så han kunne komme i kamp igen. Han var som et lille barn i en legetøjsforretning. Han endte imidlertid i en $5.000 freezeout turnering med en meget stærk kvindelig spiller, Melissa Hayden, som vandt uden større besvær.

En del andre spillere satte sig ned med Stuey og bordet var ved at blive fyldt op igen. Det var stærke spillere som Hayden, Erik Seidel, Ralph Perry og Perry Green der også sluttede sig til. Som Melissa senere har påpeget, var det næsten lidt uhyggeligt at Perry Green, en succesfuld pelshandler fra Alaska, tilfældigvis var på Bellagio netop den dag. Han var ellers ikke kendt som en spiller der havde sin daglige gang i Vegas. Han blev nr. 2 efter Stu Ungar ved 1981 WSOP Main Event. Melissa havde den dag fået en mærkelig fornemmelse af at Stuey var ved at være tilbage ved sit udgangspunkt som spiller. På det tidspunkt vidste deltagerne selvfølgelig ikke at dette skulle blive Stueys sidste pokergame. Det blev fortalt at Stuey bluffede de fleste af sine indsatser væk ved aggressivt, men utålmodigt spil og slet ikke levede op til sin sædvanlige spillestil.

Stuey må have tabt de fleste af sine penge i denne sidste omgang poker, da flere spillere havde observeret, at han kun havde lidt tilbage da han cashede ud den dag. Mike Sexton snakkede kort med Stuey ved kassererskranken og havde det indtryk at han holdt inde, blot for at komme tilbage en anden dag. Dette kunne udlægges som et tegn på sund fornuft og disciplin. Mike sagde, "Vent et øjeblik… jeg kommer tilbage når jeg har været på toilettet." Men da Mike kom tilbage, var Stuey forsvundet og havde forladt hotellet. Man kan kun forestille hvad der gik gennem hovedet på Stuey, da han gik forbi de sprudlende fontæner foran hotellet. Kunne det være en sang som "Hey, Big Spender" med Frank Sinatra eller "Time To Say Good-Bye" af Sarah Brightman og Andrea Bocelli der lød i hans ører, mens springvandende sendte kaskader af vand 240 fod op i luften. Det var i hvert fald, hvad forfatterne Nolan Dalla og Peter Alson skrev i deres bog One Of A Kind. Stueys personlige rejse mod endestationen varede 11 dage. Hvad der helt præcist skete i disse sidste dage forbliver en af de hemmeligheder Stuey tog med sig i graven, men han endte op i det drughærgede Naked City nær Stratosphere (2 meget fattige områder af Vegas) før hans sidste timer på the Oasis.

Det blev fortalt at Bob Stupak forsøgte at hjælpe Stuey på benene i den periode, bl.a. ved at tilbyde ham en kontrakt på at sponsorere hans deltagelse i turneringer mod en procentdel af gevinsterne. Det siges at han gav ham $10.000 som et forskud. Stupak indvilligede ydermere i at betale hans kreditorer og ansætte bodyguarden Dave der skulle holde øje med, at han ikke faldt tilbage i misbruget. Den dag Stuey checkede ind på Oasis Motel, fik han overbevist Dave om, at han trygt kunne lade ham tage alene ud at besøge sin datter Stefanie. Men i stedet checkede han ind på Oasis, hvor han døde d. 22. november, 2 dage efter sin ankomst. Stuey havde angivet sin hjemmeadresse som Mirage (Hotel og casino i Vegas).

Stu Ungars dødsspiral startede måske allerede om morgenen d. 11. maj 1998, dagen for WSOP Main Event. Stuey havde hensat pokerverdenen i chock, da han vandt sin 3. WSOP titel i 1997. Efter at have vundet titlen i både 1980 og 1981 var det store spørgsmål om han igen kunne genvinde forrige års titel. Men d. 11. maj forlod Stuey aldrig sit værelse på Binions for at forsvare sin titel. Som forsvarende mester boede Stuey gratis på Binion, men han viste sig ikke på noget tidspunkt i pokersalen. Det var aldrig sket før, at en forsvarende champion glimrede ved sit fravær!

Ud over Nolan Dalla og Peter Alsons fantastiske bog om Stuey's liv, er der en anden bog der giver dyb indsigt i Stuey, nemlig Michael Kaplan og Brad Reagans Aces and Kings. Kapitlet om Ungar løfter sløret over hændelsen om Stueys fravær i 1998. Da det blev annonceret at Stu Ungar ikke ville komme ned for at forsvare sin titel, tog Kaplan initiativet til at ringe til Stuey på hans værelse 1208. Til hans forbløffelse svarede Stuey, og gav derefter Kaplan et 5 minutters interview på hotelgangen uden for værelset. Dette korte møde ledte til et omfattende interview med Stuey få måneder senere i Arizona Charlie's Casino i Las Vegas. Kaplan fik her muligheden for at få forklaringen på Stueys fravær d. 11. maj med hans egne ord. I det følgende gengiver Kaplan Stueys følelser om, hvorfor han ikke stillede op og forsvarede sin 1997 WSOP titel:

Den morgen, d. 11 maj, dagen da slaget om verdensmesterskabet skulle begynde blussede Ungars kokainmisbrug som et flammende bål. Han var følelsesmæssigt dybt deprimeret, nærmest invalideret af misbruget og reduceret til et menneskeligt vrag. Hans højre næsebor var bogstaveligt talt ødelagt. Fingerspidserne var brændt sorte da han havde taget på den varme ende af en hashpibe af glas. Bob Stupak, casinoejer og Ungars økonomiske sponsor havde tilbudt ham at fremskaffe en frisør og en makeupekspert for at gøre den misbrugshærgede pokerstjerne præsentabel. Men Ungar gav aldrig grønt lys til det..
Selv i de sidste minutter før turneringen skulle starte var det hans faste beslutning at stille op. "Jeg tog et brusebad og fik tøj på. Men da fik jeg set mig selv i spejlet. Jeg var rædselsfuld. Jeg lignede en muselmand fra Auschwitz. Det var der det gik op for mig, at jeg umuligt kunne sidde der i 4 dage og spille 10 timer om dagen og samtidig yde mit bedste. Jeg var bare ikke til det. Jeg var en legemlig skrotbunke. Fortiden havde hævnet sig." Ungar tav et kort øjeblik. Måske for at genkalde sig mareridtet. "Min handlemåde var simpelthen kriminel. Helt ærligt tror jeg at jeg kunne have genvundet titlen, hvis jeg bare havde været i rimelig form. Men jeg mente, at det havde været mere pinligt at gå ned, sådan som jeg så ud, end at blive på værelset og lade være med at spille. Uanset hvad, ville jeg have sat alle i forlegenhed og, hvad der var endnu værre, jeg ville have gjort alle dem der var misundelige på mig en tjeneste."

Stueys sidste år var virkelig hårde. Men vi kan måske alle lære af hans erfaringer med tilværelsen på en positiv måde og prøve at undgå nogle af de fejltagelser han begik. Jeg ved i hvert fald så meget, at hans datter, Stefanie, elskede sin far højt, og hendes store ønske er, som hun flere gange har pointeret, at andre vil lære af de fejltagelser hendes far begik. Hvis du nogensinde skulle være så heldig at møde Stuey og Madelines sympatiske datter Stefanie, vil du ved selvsyn kunne konstatere, at hun virkelig er noget særligt! Den kommende del 2 af Stu Ungars sidste rejse vil tage jer med til den bevægende begravelsesceremoni set gennem mine øjne. Den erindring vil sætte et punktum for de 5 artikler om pokerverdenens mest farverige personlighed, Stu Ungar…

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

More Stories

Hvad mener du?