Sextons hjørne – 35 – Archie Karas, transport af millioner, del 5

Sextons hjørne – 35 – Archie Karas, transport af millioner, del 5 0001

Da Archie Karas havde slået de største pokerspillere i hele verden og forvandlet sin startkapital på $50 til $17.000.000 skulle man vel tro at eventyret var slut? Men det var det på ingen måde. Archie rettede nu opmærksomheden mod crapsbordene, hvor han hver dag kastede terninger for skyhøje indsatser og byggede sin pengetank op til over $40.000.000.

Det lyder mærkeligt for de fleste af os, men hans nye problem bestod nu i at opbevare alle de penge der strømmede ind. Archie sagde, "Jo mere jeg vandt, jo sværere blev det at finde bankbokse der var store nok i byens forskellige banker. Da ventelisterne på de største af boksene var meget lange, blev jeg nødt til at opbevare flere penge end jeg havde lyst til i værdiboksene på Binions Horseshoe. Fristelsen til at satse meget store beløb er enorm, når man har millioner opbevaret lige nede i kasinoets værdiboks."

Sextons hjørne – 35 – Archie Karas, transport af millioner, del 5 101

Archie klar til at spille!

Jeg sagde, "Et af de mest fascinerende elementer i din beretning, for mig og sikkert også for de fleste andre, er at man faktisk kunne beskrive dig som en enmands hær. Du transporterede bogstavelig talt millioner af dollars frem og tilbage her i byen og forsøgte at få dem ind og ud af bankerne. Du gjorde det ikke bare nogle få gange. Nej, du gjorde det adskillige gange hver uge i mere end to år. Vil du fortælle os lidt om, hvordan du kunne lykkes med det uden at komme til skade eller blive udsat for røveri?"

Archie begyndte, "Horseshoe havde reserveret en speciel parkeringsplads til mig nær parkeringsvagten og indgangen. Jeg lod ingen vide, hvornår jeg ankom, da jeg altid medbragte mellem $3.000.000 og $4.000.000 når jeg skulle spille craps."

Karas: Klar til at lade terningerne rulle.

Jeg sagde, "Archie, at flytte rundt på den slags penge helt alene virker bekymrende. Var du aldrig bange for at blive udsat for røveri?"

Archie sagde, "At flytte rundt på de penge var helt sikkert en meget farlig proces. Men det var også noget af et mesterstykke jeg udførte, da jeg havde følelsen af at alverdens gangstere ventede lige om hjørnet. Jeg havde købt et nyt hus i Summerlin, og en af mine venner spurgte om der var nogen der kendte beliggenheden. Jeg sagde 'Nej' eftersom han heller ikke vidste hvor det var. Så sagde han, 'Sæt dig ind i bilen.' Han kørte mig så de 12–13 kilometer direkte til huset! Han fik virkelig pointeret noget for mig der og advarede mig om at være ekstrem forsigtig, da han havde hørt, at der var masser af røvere i byen. Lige fra begyndelsen forsøgte jeg aldrig at gentage mine rutiner og tog helt ekstraordinære forholdsregler hver gang."

"Det at jeg skulle hente penge i mine bankbokse og transportere dem ned til Horseshoe når jeg skulle spille craps, er nok en af årsagerne til at jeg overlevede at spille med verdens højeste indsatser i to et halvt år. Jeg kan tilføje, at når jeg flyttede store beløb fra banken ned til Binions Horseshoe, gjorde jeg det alene og i min egen bil. Kun en eneste gang har jeg ladet en køre med mig i bilen til banken for at hente $4.000.000 til dagens indsatser. Det var min bror der var på besøg fra Grækenland. Han var så nervøs over at køre med så mange penge, at han helt skiftede farve i ansigtet. Selvom jeg havde to skydevåben med mig, tror jeg ikke det beroligede ham. Jeg havde en østrigsk Gluck 40 der havde 18 patroner i magasinet næsten som en lille maskinpistol og der ud over en tysk Sig Suier 45 der lød som en kanon, når den blev affyret. Efter den ene tur til banken spurgte jeg min bror om han ville med igen. Han svarede hurtigt, 'Nej tak!'"

Archie fortsatte, "Selvom min bankstrategi fungerede rimelig godt, skete det en gang imellem, at de chips jeg opbevarede i boksene på Horseshoe kom til at koste mig dyrt. Der var en dag, hvor jeg ikke havde planlagt at ville spille, og bare tog ned til Binions Horseshoe for at spise kinesisk. Før jeg havde set mig om, stod jeg med terningerne i hånden og havde tabt 2 1/2 million dollars, af de chips jeg hentede i værdiboksen. Det endte med at blive en rigtig dyr middag.!" (Archie grinede højlydt).

"Archie, der er et par ting jeg gerne vil spørge dig om: Har du nogen ide om hvor meget $1.000.000 vejer?"

Archie sagde, "Jeg vejede en gang $2.000.000 og det blev 80 pund. Så, hver taske med en million vejer 40 pund."

Jeg spurgte så, "Så når du bar to pengetasker ind I Horseshoe, kan man jo næsten sammenligne det med vægtløftning. Når du transporterede $3.000.000 til $4.000.000 i bilen, gik du så selv tilbage og hentede de andre pengetasker?"

Archie sagde, "Jeg forsøgte at mikse mine rutiner og være meget uforudsigelig. Der var mange gange, hvor jeg gik tilbage til bilen fulgt af to sikkerhedsvagter for at hente resten og flyttede dem hurtigt indenfor. Mange gange cirklede jeg rundt om kasinoet for at finde en dør, hvor der ikke stod nogle ukendte personer udenfor. Jeg stoppede så bilen men lod motoren køre, mens jeg hurtigt fik $2.000.000 gennem døren og hen til kassererburet! Jeg bad dem så om at tælle dem, mens jeg kørte min bil hen til parkeringsvagten. Hvis jeg havde 3–5 millioner med til at spille for en dag og skulle ind af sidedøren, låste jeg bildøren og fik hurtigt fat i to sikkerhedsvagter til at hjælpe mig med at bære de store pengetasker indenfor og hen til kassererburet."

"Men igen, jeg indviede aldrig nogen i mit ankomstskema. Jeg var yderst forsigtig. Jeg kan tilføje, at når jeg kørte hen til banken for at hente adskillige millioner til dagens spil, kunne jeg nogle gange køre rundt i en hel time og checke bakspejlet, for at se om der var nogen der fulgte efter mig. Jeg forsøgte altid at være ved banken omkring en halv time før de lukkede."

"Hvorfor nu det Archie?"

"Hvis jeg tabte, hvad jeg havde med den dag, kunne jeg ikke nå hen til banken efter mere, men var nødt til at vente til næste dag. Det var et af mine små tricks for at undgå at tabe for meget på samme dag."

På dette tidspunkt spurgte jeg Archie, "Når du transporterede dine gevinster fra Horseshoe til banken, foregik det så i kasinoets limousine med sikkerhedsvagter?"

Archie svarede, "Fra Horseshoe blev jeg næsten altid kørt til banken i en af deres limousiner med to sikkerhedsvagter. Den ene kørte, og den anden sad ved siden af mig og mine pengetasker."

Jeg spurgte, "Tog din bror nogensinde turen fra kasinoet i limousinen med sikkerhedsvagter når du kørte til banken med penge?"

"Ja, det gjorde han flere gange. Han følte sig bedre tilpas når sikkerhedsvagterne var med. Jeg sagde en gang til Jack Binion, 'Jack, det ender med et røveri en dag,' og han svarede, 'Archie, du kan få to limousiner med fire sikkerhedsvagter, hvis du ønsker det.' Men jeg tog ham aldrig på ordet, da det vigtigste for mig var at holde en lav profil."

"Når jeg kørte til en bank i limousinen med de to sikkerhedsvagter, var jeg nødt til at give dem lidt træning først. Når de hjalp mig med at få anbragt adskillige millioner i boksafdelingen, stod de nogle gange og måbede når jeg fordelte pengene i boksene. "Jeg spurgte så, 'Hvorfor står i og kigger på mig? Hold øje med døren, så hverken vi eller banken bliver udsat for røveri!' Ganske vist ville banken måske kun ligge inde med $50.000 eller $100.000, mens jeg stod der med $5.000.000 og nogle gange meget mere i boksene. Så vi ved godt, hvem det ville gå hårdest ud over. Jeg beordrede så de to vagter fra Binions til at holde udkik efter potentielle røvere der måske havde fulgt efter os. 'Kom nu i gang gutter. Vend ryggen til mig og sørg for at kanonerne er skudklare!'

"Det skete faktisk hver gang når vi kørte fra Horseshoe, at de til at begynde med spurgte om navnet på den bank vi skulle til. Og jeg måtte hver gang sige det samme, 'Det skal I slet ikke bekymre jer om. Se bare at komme af sted. Til højre her! Drej her! Kør lige ud de næste 10 kilometer! Jeg benyttede cirka seks forskellige banker og fortalte aldrig hvilken en vi skulle til. Jeg stolede ikke på nogen. Jeg fortalte først præcist hvor vi skulle hen, når jeg følte mig helt sikker på, at der ikke var nogen der fulgte efter os."

"Jack Binion plejede at sige til mig i et faderligt tonefald, 'Archie, hvis nogen på et tidspunkt får fat i dig, så bare giv op…bare giv op. Lad dem tage pengene.' Jeg elskede Jack. Han gav altid den ægte spiller chancen for at vinde, og tillod ham at spille med de højeste indsatser. Han var også en meget klog mand der gerne gav et godt råd videre."

Jeg endte til sidst op med at have vundet alle Binion's Horseshoes $5.000 chips til en samlet værdi af $18.000.000 som jeg opbevarede i boksene på Horseshoe til at spille med. Hver holder med chips indeholdt $500.000 så jeg havde fået samlet 36 holdere. Til sidst spurgte Jack Binion mig en dag om jeg ville sælge nogle $5.000 chips tilbage til Horseshoe. Jeg gik med til at sælge for ca. $10.000.000. Det efterlod mig med $8.000.000 i chips til at spille for.

"Mike Sexton vil kunne fortælle følgende, 'Jeg sad ved siden af Doyle Brunson i Horseshoes pokerroom en dag, da Jack Binion kom over med en holder med $25.000 chips og sagde, 'Se hvad Archie har gjort mod os. Han har vundet alle casinoets $5.000 chips, så vi har været nødt til at få præget disse nye $25.000 chips bare for hans skyld!'"

I del 6 går vi tilbage i tiden og ser nærmere på de høje indsatser Archie spillede for. Vi ser også på hans største enkeltdags gevinst og hans seks største tab på en enkelt dag gennem hans legendariske to og et halvt gamblingeventyr.

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

More Stories

Hvad mener du?