Sextons hjørne – 29 - En hyldest til Chip Reese

Sextons hjørne – 29 - En hyldest til Chip Reese 0001

Det var to dage efter at Chip Reese vandt det første WSOP $50.000 H.O.R.S.E. event i 2006. Jeg sad fast i en trafikprop ved Flamingo på the Strip og kiggede op på den største lysplakat i Vegas foran Bally's med billedet af Chip Reese i sejrens øjeblik. Den nye konge i pokerens verden. Chip smilede bredt og holdt en del af den $1.8 million frem han lige havde vundet i den største udfordring der fandtes inden for poker.

Jeg havde det godt med at se den kæmpe anerkendelse Chip fik på denne måde. Alle vi i pokerverdenen, uden undtagelse, vidste at Chip var den største high-stakes cash game spiller der havde eksisteret i de sidste 30 år. At se de store lystavler med Chips billede bekræftede kun dette. Uanset om han tabte eller vandt, var han et stort menneske i sig selv, ikke alene ved pokerbordene, men, hvad der var endnu mere vigtigt, overalt hvor han færdedes. Han var en vidunderlig far der elskede sine tre børn, Casey, Taylor og Brittney. Enhver pokerspillere der var stærk eller modig nok til at spille mod Chip i Bobbys Room på Bellagio vil kunne fortælle om, hvordan Chip kunne forlade et stort spil for at gå til en baseballkamp med Casey eller til andre aktiviteter med sine døtre. Han var simpelthen en ener!

Den 4. december 2007 modtog vi den chokerende meddelelse, at Chip Reese var død i en alder af kun 56. Pokerverdenen var og er stadig chokeret. I en så ung alder. Det virkede simpelthen ikke fair. Chip var ikke alene en brillant pokerspiller, han var et ikon, beundret af alle. Mange high-stakes spillere har ry for at behandle dealere og andet personale dårligt, når spillet ikke kører for dem. Chips væremåde var nærmest modsat som den gentleman han var. Man har aldrig hørt om at Chip har behandlet en kortdealer dårligt, fordi han fik det forkerte kort på riveren. Chip var klog nok til at vide at dealeren skulle sammenlignes med postbudet, hvis eneste opgave det er at aflevere posten. Nogle dealere bliver nærmest skrækslagne, når de skal deale i de store spil, bare ved tanken om den opførsel de risikerer at blive udsatte for fra nogle spillere. Hvis disse pokerspillere kunne lære lidt af Chip Reese' opførsel, ville arbejdsdagen for mange dealere se en del bedre ud.

Kort efter at Chip var gået bort blev det bekendtgjort at der ville blive afholdt en mindehøjtidelighed for venner og familie i Palms Mortuary i Las Vegas. Fremmødet var utroligt. Min bror Mike bad mig om at hente Steve Lipscomb på Bellagio. Lipscomb var netop landet i Las Vegas for at vise sin respekt, ligesom mange andre havde taget den hurtige beslutning. På vej til højtideligheden hentede vi Mike, og under turen talte vi om hvor svært det var at fatte, at vi havde mistet Chip. Da vi ankom, kunne vi se at dette ville blive en begivenhed af de helt store. Forhallen var tæt pakket, ikke alene med Chips venner, men simpelthen med alle kendte og mindre kendte personligheder inden for pokerens verden. Doyle Brunson gjorde sit bedste og bød alle velkomne med et stort kram og et par klap på ryggen som tak til hver enkelt der kom for at tage afsked med hans bedste ven Chip.

Da vi hilste på hinanden kunne man tydeligt fornemme følelsen af vantro over at Chip ikke var blandt os mere. Inden vi vidste det blev det annonceret at kapellet var fyldt op til det maksimale, og de der stadig befandt sig i forhallen blev bedt om at trække ind i de tilstødende lokaler, hvor storskærme var sat op så alle kunne følge ceremonien. Der var stadig hundreder i forhallen og selv med de ekstra lokaler var der kun ståpladser til mange. Jeg har aldrig overværet en begravelseshøjtid med så mange venner tilstede. Jeg husker at Doyle fortalte, at det virkede som om der altid under et game var nogle der stoppede op og sagde hej til Chip eller satte sig ned ved siden af ham. Når de var gået spurgte Doyle, "Hvem var det Chip?"

"Åh, bare en af mine gamle venner." Doyle har altid ment at Chip havde flere venner end alle andre han kendte havde tilsammen. Enhver der deltog i højtideligheden for Chip ville kunne have set, hvad Doyle mente med det. En klog mand har en gang sagt, "Du kan altid bedømme en mands succes på antallet af hans venner." Hvis dette er en rigtig målestok, må Chip have været verdens mest succesrige mand den dag.

En af de første personer jeg traf i forhallen inden højtideligheden begyndte var Danny Robison. Danny fortalte, at han var blevet bedt om at deltage i en lille privat ceremoni for familien og de allernærmeste venner en time før den egentlige højtidelighed begyndte. Danny nævnte, at da han havde stået over for Chip, havde han sagt, "Chip, jeg er ikke kommet for at sige farvel. Jeg er kommet for at fortælle dig, at vi snart vil mødes igen." Doyle havde også inviteret Madeline Ungar, Stu Ungars tidligere kone, til at deltage i den private ceremoni. Da jeg talte med Madeline, var hun dybt berørt af Doyles specielle omsorg for hende. Hun havde altid været en stor beundrer af Chip Reese.

Den egentlige mindehøjtidelighed for Chip var noget ganske særligt. Da Chips søn, Casey rejste sig og mindedes sin far blev vi alle berørte af det følelsesladede øjeblik. Jeg husker tydeligt, at jeg lukkede øjnene et øjeblik mens Casey talte, og det var næsten som var det Chip jeg hørte.

Bobby Baldwin talte smukt om Chip og sagde, "Der er fem personer der har formet min personlighed og sikkert også jeres: Benny Binion, Jack Binion, Steve Wynn, Doyle Brunson og Chip Reese."

David Chesnoff, ven og familiens advokat holdt også en rørende tale der indbefattede en morsom historie om at have spillet en hånd for Chip i en stor pokergame mens Chip var på toilettet. Chesnoff sagde at det var ligesom at blive bedt om at være stand-in for Babe Ruth i en baseballmatch. Chip skyndte sig forpustet tilbage til pokerbordet, mens han stoppede skjorten ned i bukserne. "Det gik lige op for mig, at Chezzy spillede for mig. Jeg tror dette må have været den korteste tissepause i pokerens historie!"

Da Doyle rejste sig op for at tale, lagde han ud med at sige, "Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stå her og tale om Chip. Jeg har altid troet at Chip ville gøre dette for mig." Det var måske det mest gribende øjeblik under hele ceremonien. Vi vidste alle, at Doyle og Chip havde været nære venner gennem de sidste 30 år. Det havde været så svært for Doyle at holde denne tale. Som Doyle fortalte, vi har prøvet det meste sammen, også mange skøre og dumdristige eventyr som investering i at hæve Titanic, finde Noahs Ark, diamantminer, opdræt af væddeløbsheste, oliekilder og bygge flyvemaskiner. Vi tabte penge på det hele, men vi havde heldigvis pokeren at falde tilbage på

Verdens største aktør inden for underholdning og gamblingindustrien Harrah har sammen med WSOP besluttet at belønne kommende $50,000 H.O.R.S.E. mestre med et specielt trofæ dedikeret til Chip Reese, WSOPs bedste allround pokerspiller. Vinderne af denne prestigefyldte event vil fremover kunne glæde sig over dette helt særlige minde om Chip Reese. Der skal lyde stor anerkendelse til WSOP for den gestus! Nu efter Chip Reese's begravelse vil jeg også nævne alle de pokermagasiner og forretninger der har hyldet Chip med forsidehistorier og artikler. Ingen i pokerverdenen har fortjent det mere end ham. Magasinet CardPlayer's store artikel om Chip skrevet af Liza Wheeler var noget helt særligt med 21 store spillere og gode venner der mindedes Chip. Men ud af de mange, smukke mindeord om Chip er der to der har betydet noget helt særligt for mig:

Chau Giang: Chip var en af mine bedste venner. I de sidste 10 år har vi talt sammen næsten hver dag. Det er ufatteligt. Jeg græder ellers aldrig, men siden den dag jeg var hjemme hos ham og han døde, er det som om jeg ikke kan holde op. Jeg bestiller ikke andet end at tænke på ham. Hvor ville jeg gerne kunne ringe til ham og høre hans stemme. Jeg elskede ham virkelig. Han er det bedste der nogensinde er sket for mig.

Nolan Dalla: Chip Reese var meget mere velhavende end nogen af os kan fatte. Men af årsager der intet har med penge at gøre. Han inspirerede alle omkring sig og tusinde andre der aldrig havde truffet ham personligt til at gøre de rigtige ting. Når man var i nærheden af Chip, følte man sig uvilkårligt opmuntret til at blive et bedre menneske og en bedre familiefar, en god vinder og ikke mindst en bedre taber og helt afgørende en bedre pokerspiller!
Chip efterlod os alle med den bedste gave et menneske kan skænke et andet, inspiration! Og egentlig er vi vel alle blevet inspireret lidt til at tage ved lære af Chip Reese. Både ved pokerbordene, men endnu vigtigere, i selve livet.

Jeg føler det som en stor gave, at jeg har fået lov til at kende Chip Reese personligt. Mine inderligste tanker går til hans familie der kan være stolte af ham både som et stort menneske og en kærlig far. Mit største håb er, at vi alle vil tage ved lære af Chip og forsøge at gøre de rigtige ting her i livet. Vi vil savne Chip, men vi vil aldrig glemme ham. Må mindet om ham fortsat give os inspiration i vor søgen efter den rette vej i livet.

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

More Stories

Relaterede spillere

Hvad mener du?