WPT sæsonfinale – Gus Hansens modstandere i finalen

WPT sæsonfinale – Gus Hansens modstandere i finalen 0001

I aften dansk tid spilles finalen ved en af de mest prestigefyldte turneringer i verden, sæsonfinalen ved WPT. Alle spillets stjerner stillede til start og nu er de bedste seks spillere fundet. I front for dem er danske Gus Hansen og her vil jeg kigge lidt på hvem det er han står overfor i finalen.

Cory Carroll – 6.670.000

Cory Carroll er fra Canada og er en spiller som Gus bestemt skal passe på. Carroll har ikke været på pokerscenen så længe, men i den tid han har været der har han allerede fået skabt nogle bemærkelsesværdige resultater. For et år siden blev han nummer to ved WPT-turneringen på Mirage og senere på året blev han nummer 91. ved WSOP Main Event.

David Chiu – 6.050.000

David Chiu er en ekstremt erfaren amerikansk spiller. Han har spillet poker siden 70erne og han har mange flotte resultater på sit cv. Han har blandt andet vundet 4 WSOP bracelets og i sommers var han i pengene ved fem WSOP-turneringer. I WPT-sammenhænge vil denne turnering blive hans bedste resultat. David Chiu er specielt kendt for at være ekstremt god til at læse sine modstandere, så det kan godt være at han er Gus Hansens farligste konkurrent i finalen.

John Roveto – 2.720.000

John Roveto er en amerikansk spiller der i nogle år har været at finde lige bag de allerbedste spillere. Hans resultater har langsomt forbedret sig og han er nu ved at tage springet op i den absolutte elite. I år har han en 11. plads fra WPT-turneringen i Atlantic City og tidligere har han også pengeplaceringer fra WSOP. Det er dog stadig ikke nogle vildt prangende placeringer han har fået og det skulle være en spiller som Gus Hansen kan styre.

Tommy Le – 1.950.000

Tommy Le er ligesom tre andre finalister fra USA, han er det mest ubeskrevne blad i finalen. Han har få resultater fra store turneringer, men er dog ikke helt uerfaren. De få chips han har at arbejde med, kombineret med at han er urutineret gør dog højest sandsynligt at han skal ud og ramme nogle heldige hænder for at gå hele vejen, men alt kan som bekendt ske i poker.

Jeff King – 1.305.000

Jeffrey King er en amerikansk spiller der med sin placering ved denne vent kommer over 1 million dollars indtjent i registrerede turneringer. Han har ikke nogle meriterende sejre, men han har blandt andet en syvendeplads fra WSOP i 2006. Samt en 12. plads fra $5.000 H.O.R.S.E. fra sommerens WSOP. Han har dog få chips i forhold til modstanderne og man skal nok forvente kamikazespil fra hans side.

More Stories

Relaterede turneringer

Relaterede spillere

Hvad mener du?