Sextons hjørne – 28 - Mere om Danny Robison

Sextons hjørne – 28 - Mere om Danny Robison 0001

Hvis du tænker tilbage på 1960, vil du sikkert huske det som året for de olympiske lege i Rom eller året hvor John F. Kennedy blev valgt til præsident. Men for mig var det også året, hvor jeg fulgte Danny Robisons start på sin karriere som spiller. Jeg kom en gang ind i en sløjdklasse i Van Buren Junior High School i Kettering, Ohio og bemærkede straks en elev der havde gang i gambling, hvor man spillede plat eller krone for $10 pr. kast. Eleven, der var begavet med et mægtigt snakketøj, var ingen ringere end Danny Robison. Vores lærer havde meddelt, at han ville komme tilbage med det samme, da han bare skulle hen på kontoret. Hele klassen dannede kødrand om Danny og en dreng der hed Mike Kasta fra en velhavende familie der havde haft $140 med i skole den dag. I 1960 var det uhørt at en niendeklasses elev havde $140 med i skole. Danny havde gjort fyren så forvirret med sit speedsnakkeri at han havde lænset ham for de $140 på rekordtid. Stakkels Mike var helt oppe at køre og tiggede til sidst Danny om at tage hans skjorte som en sidste $10 bet.

Danny grinede og sagde, "Come on Mike, jeg vil da ikke spille tøjet af kroppen på dig."

Mike måtte ned på knæ og spurgte igen, "Arh Danny, lad mig spille for skjorten, giv mig bare en chance til ……please."

Danny lo og Mike fik sin vilje, da Danny kastede mønten og øjeblikkelig vandt stakkels Mikes skjorte og efterlod ham i tshirt. Hele klassen lo, mærkværdigvis også Mike. Det var nu tid til spisefrikvarter. Læreren var lige vendt tilbage til klasseværelset for at følge os til kantinen og undrede sig nok over hvad der var årsagen til grinene. Danny lagde armen om skuldrene på Mike efter at have vundet ikke alene hans penge, men bogstavelig talt tøjet af kroppen på ham bare ved at slå plat eller krone. Danny sagde, "Mike, du havde $140 med i skole i dag. Dem har du tabt sammen med din skjorte. Jeg vil være flink og betale de 75 cent for din frokost!" Dette fik alle til at grine, selv den godmodige Mike.

Danny havde helt fra starten en helt speciel evne til at bringe modstanderne ud af fatning når de spillede eller slog plat eller krone. Hans udstråling var meget charmerende og selv helt tilbage i niende klasse kunne han få modstanderne til at acceptere deres tab med et smil og uden sure miner.

Danny var elev på Fairmont High School i Dayton, hvor han også blev anset for atlet i topklasse. Og han var virkelig en stjerneatlet. Han var med i 3 statsmesterskaber i golf og var også point guard og kaptajn på førsteholdet i basketball. Han var anfører for det hold, da de var oppe imod det frygtindgydende hold fra Belmont High School der havde de to superspillere Bill Hoskett og Don May på holdet. Begge skulle blive både college og NBA stjerner i de kommende år. Belmonts hold vandt statsmesterskabet det år og forblev ubesejrede, men i deres matchup, scorede Danny 26 points og ydede et brillant forsvarsspil. Danny vandt et basketball/golf stipendium til Ohio University i Athens, Ohio. På college blev Danny kendt som 'Wild Man' i basketball, på grund af hans vilde og aggressive forsvarsspil. Når Danny sad på udskiftningsbænken råbte tilskuerne taktfast, "We want the Wild Man – We want the Wild Man!" Hans fans elskede når han var i forsvaret, da han altid var god for fantastisk underholdning der ansporede holdet til at yde deres bedste.

Danny var et ekstremt lyst hoved og fik udelukkende topkarakterer i sit første år. Han var måske den eneste elev der klarede det og fik bundkarakterer det følgende skoleår. Det søde liv med fester, piger og poker hele natten var lige noget for Danny. I hans andet skoleår mødte han næste aldrig op til timerne men brugte i stedet tiden til at spille og jagte piger. Hans fremtid lå i Las Vegas' spilleverden, hvor han senere skulle blive en del af pokerens historie.

Før Danny slog sig sammen med Chip Reese i Las Vegas, vandt han Dayton City Golf Championship på Madden Golfbane. Når Tiger Woods spiller turneringer har han altid den bedste caddy. Det havde Danny Robison også den dag. Danny's caddy var World Poker Tour vært og WSOP mester Mike Sexton! Der skulle spilles match play og Danny var 6 under efter de første 18 huller i en match der gik over 36 huller. Da man kom til hul 16 på eftermiddagsrunden, var Danny stadig 2 under. Mike sagde til ham; "Nu er det på tide for at lave en serie gode slag Danny." Opmuntret af caddien ramte Danny 3 helt perfekte slag på hul 16, et par 5 hul og fik en eagle. Danny var nu kun 1 nede og satsede på en birdie for at vinde hul 17. Forbløffende nok stod matchen nu lige og modstanderen var rystet, da Danny fik et par på sidste hul og dermed blev vinder af City golf matchen. Ingen af de mange tilskuere der havde fulgt Danny og Mike den dag havde nogen ide om, at netop de to ville vinde WSOP guld armbånd og blive berømte professionelle kendisser i Las Vegas' pokerverden.

Året hvor Dan Harrington vandt 1995 WSOP Main Event var også året hvor Dan Robison vandt sit syvende seven-card stud WSOP bracelet. Nummer 2 efter Robison var 1991 WSOP No-Limit Deuce-to-Seven Lowball mesteren John Spadavecchia med 1990 WSOP Main Event mesteren Mansour Matloubi på 4. pladsen og 1989 WSOP Seven-Card Hi/Lo-Split vinderen Mike Sexton som nummer 8. Det var stærke modstandere og Dannys sejr blev beundret af de andre spillere. Alle med kendskab til pokerverdenen ved, at når det kommer til seven-card stud, cash games, ja så har mesteren i mange, mange år heddet Mr. Dan Robison.

De afsnit af mine artikler jeg har kaldt "The Golddust Twins", De Forgyldte Tvillinger part 1-4 har fokuseret på Dannys fantastiske liv, da han kom til Las Vegas i 1973 som partner med hans ven fra Dayton, pokerlegenden Chip Reese. Her kan du læse et par andre farverige lækkerbiskener der giver indsigt i hans spøjse personlighed både ved og uden for pokerbordene.

Først i 80'ne sad Danny i en seven-card stud game på Sahara sammen med en af hans venner, Tommy Cress. Tommy vandt WSOP bracelet i 1982 i seven-card hi/lo-split. Tommy spiller godt, men når kortene ikke helt vil som han vil, har han en tendens til at vise det. Danny hyggede sig og holdt øje med Tommy der blev mere og mere ophidset efter hvert bad beat han fik. Så rejste Danny sig og gik på toilettet. Her tilbød han opsynsmanden $50, for at tage sin kost og fejebakke og gå over ved bordet og begynde at feje rundt om Tommys stol. "Du får $25 nu og $25 senere, hvis du gør det grundigt og præcis som jeg har sagt. Vent med at begynde til jeg har sat mig, og husk du skal kun feje rundt om stol nummer 2….okay?"

Toiletmanden syntes at han havde skudt papegøjen ved at tjene så lette drikkepenge. Da Danny havde sat sig kom opsynsmanden og begyndte ivrigt at feje rundt om Tommy Cress's stol. Timingen var helt perfekt da Tommy og Danny netop var involveret i en stor pot hvor der blev raiset og re-raiset.

Netop som Tommy tabte endnu en pot på riveren, vendte han sig og spurgte opsynsmanden, "Hvad fanden har du gang i?" Stop al det fejeri. Du generer mig faktisk kammerat!"

Den gæve toiletpasser fortsatte idet han sagde, "Sir, der ligger lige noget affald under Deres stol, som jeg skal have fejet op. Det varer kun et øjeblik. Vil De være venlig at rejse Dem og rykke stolen ud for mig?" Tommy hoppede ud af stolen nu temmelig ophidset, men fik så øje på Danny der pegede og grinede så højt, at han var ved at trille ned fra stolen. Så gik det endelig op for Tommy, at han var offer for en af Dannys practical jokes, og det endte med at han selv måtte grine med. Danny kastede en $25 chip som toiletmanden hurtigt greb som tak for veludført arbejde.

Dannys humoristiske sans ved pokerbordene og hans medfødte evne til at underholde andre er noget man aldrig glemmer. Andre spillere vil af og til indrette sig efter Dannys stil. Det skete en gang da han spillede mod mesteren, Doyle Brunson. Danny var en rigtig flot fyr og en pige stoppede op og lagde armene om ham mens han spillede mod Doyle. Da hun gik videre smågrinede Danny og sagde, "Well, jeg kan bare ikke gøre for det."

Doyle sagde, "Danny, det der var jo ingenting. Hvis jeg virkelig ville, kunne jeg få fat i mange flere piger end dig." Danny kiggede hen over bordet på Doyle der var oppe i en mere kriminel vægtklasse og helt sikkert noget ældre, og begyndte at grine. Doyle udfordrede Danny til et væddemål. Danny, der nød spøgen, accepterede gladelig. Doyle trak så adskillige $100 sedler frem sammen med en rulle tape og begyndte at tape sedlerne fast over hele hovedet mens dealeren gav kort. Hele bordet begyndte at juble over det sceneri der udfoldede sig. Danny grinede også og protesterede, "Hov hov Doyle det var ikke en del af aftalen!" Det er ellers ikke let at få skovlen under Danny i en pokergame, men her var det Doyle der fik overtaget og løb med opmærksomheden.

En gang var Danny, min bror Mike og jeg sammen med min søster Lonnie i Circus Circus.

Her skal vi huske at Danny var point guard og kaptajn på basketball holdet i high school. Da vi kom til en bod, hvor man på tre kast kunne vinde en dukke sagde Danny, "Lonnie, lad mig lige vinde en af de dukker til dig."

Jeg tror nok at de havde lavet åbningen i nettet lidt mindre end normalt i denne bod, eftersom Danny ikke kunne få bolden i nettet tre gange i træk. Han brugte i hvert fald en masse penge på det. Til sidst trak han et bundt sedler frem og sagde, "Her, lad mig bare betale dig $100 for en af dukkerne."

Den unge fyr der passede boden sagde, "Nej sir, min boss er her ikke i øjeblikket. Jeg risikerer at blive fyret, hvis jeg gør det."

Så begyndte Danny at grine og tilbød ham $200, $300, $400 og til sidst $500 med pengene i hånden. Den unge mand der passede boden var tydeligt fristet men fastholdt sit standpunkt, "Jeg kan desværre ikke gøre det sir, jeg risikerer at miste jobbet."

Vi morede os alle sammen da vi gik, og Danny sagde til den unge mand, "Lad mig give dig et godt og gratis råd søn. Fortæl aldrig din boss at du sagde nej til $500 for en af disse dukker der er $5 værd, for hvis han hører det, vil du med 100% sikkerhed blive fyret."

Det er ikke svært at skrive farverige historier om Danny Robison, da han i sig selv er en farverig personlighed. Jeg vil slutte med at fortælle om en pokerhånd Danny en gang vandt over Puggy Pearson. En hånd som kun en spiller med Dannys kreative evner kunne have vundet. Det skete på Dunes under et spil $300/600 limit seven card stud.

Til at starte med skulle jeg måske fortælle om "Puggys Regler" i golf. Puggy havde den vane at give drengen der passede golfvognene et $100 tip for at tune netop hans vogn til at køre lidt hurtigere end de andre i gruppen. Rygterne gik, at det tillod Puggy at kommer før gruppen i nogle af de vigtige øjeblikke for at finde en mistet bold eller andre situationer der kunne hjælpe ham til at vinde matchen. Puggys modspillere på golfbanen fik lært at leve med "Puggys Regler" hvilket var ret let. Hvis Puggys golfvogn kørte fra gruppen han spillede med, var det ensbetydende med at han havde lavet en fejl!

I poker havde Puggy den vane at blive ved med at holde på sine chips, som om han ville lave et bet eller calle den sidste bet. Hvis han så kunne se at han var slået, trak han chipsene tilbage og sagde at han havde ikke bettet rigtigt, fordi han stadigvæk havde hånden på chipsene. Puggy havde lavet det nummer med Danny mere end en gang, og Danny havde lovet, at han nok skulle få gjort gengæld en dag. Og det er faktisk en spændende historie, eftersom Danny ikke alene fik gjort gengæld, men det førte frem til at reglerne inden for poker blev ændret til fordel for alle pokerspillere.

I den berømte hånd der blev spillet på Dunes, var en raise uundgåelig da Puggy sad med tre knægte mens Danny kunne vise {5-Diamonds}{6-Diamonds}{7-Diamonds} på fifth street. Danny havde {a-Spades} og {8-Diamonds} på hånden. På fifth street raisede de hinanden 13 gange! Sixth street viste et blankt kort for begge spillere og da riverkortet blev delt ud til begge spillere med bagsiden op skævede Danny over mod Puggy der gned sit sidste kort frem for at se om han havde ramt et fuldt hus. Danny tog et hurtigt kik på det sidste kort for at se om han havde fået en straight eller flush på riveren. Han vidste at han var oppe i mod Puggys set. Da Danny så at han ikke havde ramt, byttede han hurtigt sit {8-Diamonds} på hånden med sit sidste kort på bordet, mens Puggy var optaget af sit eget seventh-street kort.

Puggy knaldede sin sidste $600 bet på bordet, som om han havde ramt et fuldt hus. Netop da han gjorde det, vendte Danny sit sidste kort - {8-Diamonds} og hoppede af glæde mens han proklamerede, "Jeg gjorde det, jeg gjorde det, jeg ramte en straight flush … jeg bettede på at den ville komme, jeg ramte simpelthen the nuts!" Dannys 5 kort på bordet inkluderede nu {5-Diamonds}{6-Diamonds}{7-Diamonds} og {8-Diamonds}. Danny var nu sikker på at Puggy igen ville lave sit nummer med at holde på sin sidste bet. Og ganske rigtigt. Dannys lille show virkede efter hensigten, Puggy havde stadig hånden på sin sidste $600 bet.

Puggy sagde, "Rolig nu Danny din snakkemaskine. Du er lidt hurtigt ude. Jeg har stadig hånden på mit sidste bet."

Så startede Danny for alvor med at spille komedie, "Puggy, du skal ikke lave det nummer med mig mere. Dine chips er i potten og jeg vil have den tilsynsførende herover for at afgøre den sag en gang for alle. Og det skal være nu!"

Den tilsynsførende der blev kaldt over for at afgøre sagen var ingen ringere end Doug Dalton. Danny gik lige til sagen, "Doug, nu finder jeg mig ikke i det her mere. Puggy lægger altid ud med at lade som om han better, men bliver ved med at holde på sine chips. Når det så går op for ham, at han er slået, trækker han sin bet tilbage. Nu må du sætte en stopper for den slags numre."

Al opmærksomhed i pokerroomet samlede sig nu om episoden. I en faderlig tone måtte Doug høfligt gøre Danny opmærksom på, at Puggys sidste bet ikke var officiel, da Puggy stadig ikke havde sluppet sine chips. Sådan var reglerne den gang og Doug havde intet andet valg end at følge dem. Selvom det så ud for alle som om Danny var rasende, var det netop dette scenarie han havde forventet og fremprovokeret.

Da Doug var gået igen, trak Puggy sin sidste bet tilbage og klukkede mens han sagde, "Så kan du måske lære det Danny boy, dit lille ubetydelige gnom!"

Dealeren skubbede den gigantiske pot hen til Danny der nu viste alle sine kort for første gang. Danny havde lavet et enormt bluff, han havde absolut intet…ikke engang et par toere. Hele lokalet og Danny brød samtidig ud i latter, da det gik op for alle at Danny totalt havde ført Puggy bag lyset i denne hånd!

Puggy var stiktosset da han indså, hvad Danny havde gjort og begyndte at forbande Danny og jagte ham rundt i lokalet. Puggy råbte, "Jeg slår dig sgu ihjel for det her Danny!" Med al den tumult så Doug Dalton sig nødsaget til at kalde på sikkerhedsvagterne for at genoprette ro og orden. Det var et temmelig komisk syn at se de to farverige typer tumle rundt i lokalet, mens en kvindelig cocktailtjener stoppede op med sin bakke med drinks for at se, hvad i alverden der egentlig foregik.

Heldigvis er den regel nu ændret til alles fordel: Enhver spiller der har skubber sin sidste bet ud over linien på bordet er forpligtet til at lægge det bet i potten. Denne regel sikrer andre spillere mod den slags tricks. Danny Robison var både skarp, hurtig og kreativ den aften, da han eftertrykkeligt satte Puggy på plads. Det var en af de klassiske hændelser i pokerens historie.

Danny Robison har nu været gift med sin kone Menda i 22 år og de har to dejlige børn, Dangelica på 10 og Zion på 7. Både Danny og Menda har viet livet til deres gud og deres religion som vejviser i tilværelsen. Med alt det Danny har været igennem tidligere kan man kun beundre dem for den kærlighed og støtte de giver hinanden i deres ægteskab.

Efter at have kendt Danny det meste af livet sammenligner jeg ham altid med Fast Eddie Felson, spillet af Paul Newman i filmen The Hustler fra 1961. De så begge godt ud og var lige talentfulde. De lod sig begge føre med strømmen i livet indtil de trådte i karakter. Fast Eddie i filmen fandt sit indre jeg, da han mistede sin elskede, da hun havde begået selvmord på et hotelværelse i Louisville. Han havde svigtet hende til fordel for en poolgame. Danny Robison fandt sig selv, da han forenede sig med sin gud og religion. Dette reddede uden tvivl hans liv og har reddet mange andres også.

Når du næste gang ser Danny Robison spille seven-card stud i et pokerroom, hvad enten det er Bicycle Club, Commerce Club, Hustler i LA, eller Bellagio i Las Vegas skal du lige huske at han er en levende legende der har sat kæmpe fingeraftryk i pokerens historie de sidste 30 år.

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

More Stories

Hvad mener du?