Sextons hjørne – 40 – Archie Karas, come-backet, del 10

Sextons hjørne – 40 – Archie Karas, come-backet, del 10 0001

Det er nu 40 år siden at Archie Karas ankom til Amerika og vandt en formue på $40 millioner – og tabte den igen. Vil det være muligt for ham at lave et ægte comeback? Vi er alle prægede af vore erfaringer. Hans op og nedture gennem de sidste 40 år har været utrolige. De første 9 afsnit af Archies livshistorie man har kunnet læse her, har afsløret mange kendsgerninger der aldrig tidligere har været kendt af offentligheden og fået mange til at ryste på hovedet af forbløffelse. Archie har lavet mange comebacks gennem de sidste 40 år, men ingen af dem kan siges at have været et ægte comeback.

Hvad er et ægte comeback da? Efter min opfattelse er et ægte comeback, når du vinder en stor gevinst og finder ud af, hvordan du beholder den. Archie vandt de $40 millioner mellem 1992 og 1995 og tabte derefter det hele igen. Men over de næste 4 eller 5 år demonstrerede han hvilken brillant spiller han er, med en serie mini-streaks der løb op i omkring $10 millioner mere. Men igen endte han med at tabe det hele. Disse 7 eller 8 foregående år har været Archies allerstørste udfordring, eftersom han langsomt begyndte at blive udelukket fra at spille ved bordene i mange casinoer. Som Jack Binion udtrykte sig i del 9, "Når en spiller kan finde en nål i en høstak, gør det ham til en skarp og farlig spiller." Archie passer nøjagtigt til den beskrivelse, og det er grunden til at så mange casinoer er bange for at lade ham spille hos sig.

Jeg har interviewet Archie Karas i mere end 60 timer gennem de sidste 3 måneder, og vi har været ude at spise sammen mange gange forskellige steder i byen. En aften spurgte jeg Archie, "Archie, må jeg være helt ærlig over for dig et øjeblik?"

"Helt sikkert Tom, jeg respekterer dine meninger. Gå i gang."

Jeg sagde, "Hvad enten det drejer sig om en roman eller en film om nogen der har en fantastisk historie, er det jo slutningen der er vigtig. Og, her er jeg nødt til at være ærlig….din slutning, som jeg ser det, virker forbandet sørgelig. Du skabte en formue ved at forøge din bankroll på $50 til mere end $40.000.000 i løbet af to år, men ender med at gå totalt fallit! De fleste mennesker vil anse en der kan gøre det for at være helt hjernedød. Det er svært for dem at se fornuften i at gøre den slags uden i det mindste at lægge nogle få millioner til side til dårlige tider. Jeg kan se tre forskellige slutninger på din historie. Først, den slutning du står i nu, og den er jo sørgelig: Du vinder $40.000.000 og taber det hele igen. Den næste: Du dør….. det er selvfølgelig også en slutning. Men, selvom du dør, vil din historie leve videre. Den sidste: Du beslutter at tage dit liv op til overvejelse og lave et stort comeback. Folk elsker comebacks, særlig fra en der er underhund og ser ud til at have alle odds imod sig!"

"Hvis du ser tilbage på de sidste 40 år, fra du var 17 og til i dag, hvor du er 57 har du vundet en million mere end 50 gange, for ikke at tale om din fantastiske periode hvor du vandt $40.000.000! Jack Binion kaldte det gamblerens ruin, når en spiller ikke ved, hvornår det er tid at stoppe. Han fortsætter med at spille med tårnhøje indsatser indtil det hele er væk. For dit eget vedkommende, tror du der er en chance for at du kan blive rehabiliteret?"

På dette tidspunkt anlagde Archie et mildt tonefald, "Tom, jeg ved at du har ret. Selvfølgelig kan jeg ikke bebrejde andre end mig selv. Jeg tror, at når man er yngre føler man at man er uovervindelig, selv når man taber en masse penge. Man kan altid gå ud og vinde dem tilbage igen. Det har jeg gjort næsten hele livet, når jeg har vundet nogle millioner og tabt dem igen. Jo, jeg fortryder med de $40.000.000, men jeg vandt og tabte jo hver dag alligevel. Jeg føler mig næsten som Morgan Freeman i filmen Shawshank Redemption."

Jeg spurgte, "Hvad mener du?"

Archie sagde, "Han spillede en fyr der hed Red der havde siddet i fængsel i 40 år og nu stod foran prøveløsladelseskomiteen.. Han blev spurgt om han mente at han var rehabiliteret. Han fortalte så, at han ville ønske at han kunne gå tilbage i tiden til den gang han var en ung mand, tale til ham, ryste ham og forklare ham hvordan tingene er i dag. Men det kunne han ikke."

I et øjebliks selvransagelse over nogle af de sidste 40 års fejltagelser, gjorde Archies sammenligning med den scene i filmen mig interesseret. Personen i den rolle Morgan Freeman spillede var indespærret i 40 år, mens Archie med sine store gevinster og tab var fanget i spilleverdenen i 40 år. De fortrød begge ting der ikke kunne laves om. Jeg lejede videoen og fandt den scene som Archie refererede til:

En fem personers prøveløsladelseskomite sidder og venter på Red, spillet af Morgan Freeman, da to ulåste døre åbnes og han træder ind i lokalet. Han bliver bedt om at tage plads. Formanden for komiteen spørger ,"Journalen siger at De har været indsat her de sidste 40 år. Føler De Dem rehabiliteret?"

Red ser på ham og siger, "Rehabiliteret?…lad mig nu se….rehabiliteret. Jeg har ingen ide om, hvad det ord betyder."

Formanden for komiteen siger, "Det betyder, er De rede til at genindtræde i samfundet?"

Red svarer, "Jeg er klar over, hvad du tror det betyder søn. Men for mig er det bare et konstrueret ord, et politikerord så unge fyre som dig kan gå i på arbejde i jakkesæt og slips. Hvad er det du gerne vil vide? Om jeg har fortrudt mine handlinger?

Formanden svarer, "Nå, har du?"

Red siger, "Der går ikke en dag uden jeg fortryder. Når jeg ser tilbage på, hvordan jeg var den gang. Et tåbeligt, ungt menneske der begik en forfærdelig forbrydelse. Jeg ville ønske jeg kunne tale med ham og forklare ham, hvordan tingene hænger sammen. Men det kan jeg ikke. Det unge menneske tilhører fortiden. Alt hvad der er tilbage er denne gamle mand. Jeg må bare leve med det."

De der har kendt Archie har alle gjort den samme iagttagelse: Archie var altid den samme, hvad enten han havde $50 i lommen eller millioner i pengeskabene. Hans holdning er altid den samme når det gælder alle de penge han har tabt tidligere. Vi kunne jo spørge os selv, om vi ville have det på samme måde. Sandsynligvis ville ingen af os kunne tage så meget modgang på den måde. En gang i mellem må Archie have følt det som om han stod i en gyngende robåd og prøvede på at holde balancen i strid storm, mens en kæmpe flodbølge nærmede sig. Chancerne for at kæmpe sig ud af de fortvivlede situationer han var havnet i, var svære at få øje på!

Men menneskets naturlige overlevelsesdrift kan stadig slå mig med forundring. Der er så mange eksempler på den psykiske kraft som f.eks. Jeff Blatnick og Gail Devers. Før OL i LA i 1984 havde ingen amerikaner vundet medalje i græsk–romersk brydning. Sværvægteren Jeff Blatnick brød regelen og vandt en medalje ved LA legene. Hvor forbløffende det end lyder havde Blatnick, kun to år før sin OL sejr, fået stillet diagnosen Hodkins syge (lymfekræft) og fået fjernet både milt og blindtarm. Han var ikke den der gav op, men vandt sin største sejr. Gail Devers led af Graves sygdom (Basedow) mellem 1988 og 1991 og var tæt på at få begge fødder amputeret! Lægerne frygtede at hun aldrig ville komme til at gå igen. Forbløffende nok overvandt hun dette tilbageslag og vandt olympisk guld i 100 m. i Barcelona 1992, olympisk guld igen i 1996 i 100 m. og endnu en guldmedalje i 100 m. forhindringsløb i Atlanta. Hun fortsatte i fire olympiske teams og vandt endnu fem guldmedaljer ved verdensmesterskaberne mellem 1993 og 1999. At have været nær ved at få amputeret begge fødder og bagefter at blive olympisk mester i sprint gang efter gang som den hurtigste kvinde i verden, er en historie der kun kan inspirere alle i sportens verden.

Da jeg var ved at være færdig med tilsammen 60 timers interview, var vi blevet rigtig gode venner. Archie havde betroet mig at offentliggøre sin livshistorie for første gang. Mit ønske var, at hjælpe ham og motivere ham til at gøre et markant comeback i pokerverdenen. Vi diskuterede de inspirerende beretninger ovenfor, for at gøre ham klart, at hans situation slet ikke var så dårlig. Jeg sagde, "Archie, det eneste der er sket, er at du har tabt lidt penge! (Det grinede vi lidt af.) Det var jo "kun" lidt over $40.000.000. "Det sjældne talent du har for poker er en gave. Gennem hele livet har du slået nogle af de bedste spillere. De penge du tabte var ikke ved poker men ved casinospil som baccarat og terninger. Du gik glip af det store pokerboom i den tid du var ude på sidelinien. For mig at se, er du en fuldblods racer der bare skal støves af for igen at være med helt fremme."

En anden legendarisk storspiller, Nick "The Greek" Dandolos døde ludfattig mens han spillede $5 poker i Gardena, Californien. Han havde masser af stil og var opvokset hos velhavende forældre og var blevet optaget på de bedste skoler med filosofi som speciale. Foruden at være utrolig charmerende havde han spillerens natur og var mere kendt for sine store tab end sine sejre. Hans fantastiske fem måneders duel mod Johnny Moss i halvtredserne gjorde ham kendt for de berømte ord, "Mr. Moss, I'm going to have to let you go."

Sextons hjørne – 40 – Archie Karas, come-backet, del 10 101

Karas ved Binion's i de gode tider.

Jeg sagde, "Archie, du kom fra fattigdom. Du havde ingen formel uddannelse. Som 15 årig rømmede du fra et skib og kom til Amerika uden at kunne tale et ord engelsk. Du har kæmpet mange kampe gennem hele livet og har måttet udmanøvrere alle småsvindlerne du mødte. Du har tidligere i interviewet fortalt mig om alle de mentale kampe du har måttet udkæmpe for bare at kunne overleve i både poker og pool som yngre. Nogle af disse beretninger vil kunne læses i din bog hen ad vejen. Min pointe er, du er kun 57, og du bør ikke ende fattig som Nick the Greek. Du har stadig dit gode helbred, du drikker ikke eller bruger stoffer. Gennem hele mit interview har jeg fornemmet, at du ikke ønsker at ende som Nick the Greek…..totalt fallit. Du har stadig tid til at ændre på din situation, hvis det er det du ønsker. Du har den stærkeste mentalitet man kan tænke sig. Glem alt om at spille disse kasinospil og drej i stedet ind på den vej der vil redde dig…poker!"

Archie sagde, "Tom, du skal hav en stor tak for at motivere mig til at gøre et seriøst comeback. Jeg havde virkelig brug for den peptalk. Inderst inde vidste jeg, at du var den rette person til at skrive min historie. Jeg ved også, at du har ret i, at den vej jeg skal slå ind på er, at komme tilbage til pokerverdenen igen. De tider hvor jeg kastede terninger for $300.000 pr. bet er uigenkaldelig forbi. Min beslutning er definitivt at komme tilbage til poker igen."

Jeg sagde til Archie, "Jeg håber bare at du husker, hvad jeg bad dig om….at gøre mere end bare et comeback. Det skal være et ægte comeback, hvor det ender med at du beholder gevinsten istedet for at tabe den igen. Georg C. Scott citeres for i filmklassikeren The Hustler at forklare Fast Eddie Felson, spillet af Poul Newman, noget om livets realiteter, "At holde regnskab er ganske enkelt. Når spillet er slut, tæller du dine penge. Så ser du hvem der har vundet."

Sextons hjørne – 40 – Archie Karas, come-backet, del 10 102

Karas ved Binion's i dag.

Til de spillere der er ved at være klar til 2008 WSOP: Hold øje med legenden - the one and only - Archie "The Greek Karas. Han er både mentalt og fysisk i topform og klar til at slå til igen!

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

More Stories

Hvad mener du?