WSOP Event #18 - $5.000 No Limit 2-7 Draw w/ Rebuys – Matusow vinder stjernebesat finale

WSOP Event #18 - $5.000 No Limit 2-7 Draw w/ Rebuys – Matusow vinder stjernebesat finale 0001

Hver eneste sæde ved finalebordet ved event #18, en $5.000 No Limit 2-7 Draw w/Rebuys, var besat af en stjerne. De syv finaledeltagere havde tilsammen otte WSOPtitler, utallige pengeplaceringer, flere WPT-titler og millioner af præmieindtægter gennem karrieren. Efter en 12 timers finale var det Mike 'The Mouth' Matusow der vandt den skræmmende finale, det gav ham hans tredje WSOP bracelet og $537.862 i pengepræmier. Da finalen startede var det med følgende placeringer, spillere og chipstacks:

Sæde 1: Jeffrey Lisandro – 461.000

Sæde 2: Mike Matusow – 520.000

Sæde 3: Tom Schneider – 162.000

Sæde 4: Erick Lindgren - 1.104.000

Sæde 5: Barry Greenstein – 541.000

Sæde 6: Tony 'G' Guoga – 394.000

Sæde 7: David Benyamine – 410.000

David Benyamines jagt på sit første bracelet sluttede tidligt, da han blev slået ud på syvendepladsen ($58.990). På hans sidste hånd forhøjede han efter et Erick Lindgren havde forhøjet og Tony G havde kaldt. Lindgren kaldte Benyamines all-in og Tony G smed sine kort. Lindgren vandt potten og sendte Banyamine ud som nummer syv, Benyamine rejste sig og gik direkte over til sit sæde ved event #22, en $3.000 H.O.R.S.E.

Tony G var den næste der blev slået ud, hvilket også skete i en hånd mod Erick Lindgren. Sjettepladsen gav Tony G $78.075. Det så ellers ud til at Tony G ville vinde potten da han med 8-5-3-2 var foran mod Lindgrens 9-8-6-4. Lindgren trak en femmer på sidste kort, mens Tony G fik en toer der betød at han ramte et par og dermed tabte potten.

WSOPs 'Player of the Year' fra 2007, Tom Schneider, sluttede som nummer fem ($104.101), efter at han blev slået ud i en pot med Mike Matusow og Jeff Lisandro. Schneider beholdt sine kort, mens både Lisandro og Matusow fik et enkelt kort. Matusow bettede i sidepotten mellem ham og Lisandro og Lisandro viste et par otte, inden han smed sine kort. Matusow viste 9-5-4-3-2 og Schneider smed sine kort og rejste sig fra bordet.

Erick Lindgren har allerede vundet et bracelet ved dette års WSOP, men jagten på endnu et blev stoppet da han blev slået ud på fjerdepladsen ($156.151). Lindgrens sidste hånd startede med at Jeff Lisandro forhøjede og blev kaldt af Matusow, hvorefter Lindgren gik all-in. Lisandro smed sine kort og Matusow kaldte og byttede to kort. Lindgren byttede et enkelt og sad med 7-6-3-2. Matusow havde brug for hjælp da han viste 8-7-4, han fik den nødvendige hjælp da der kom 6-2, mens Lindgrem ramte et par to. Dermed blev Lindgren elimineret.

Barry Greensteins drøm om et tredje bracelet forsvandt da han blev slået ud som nummer tre ($225.552). Greenstein gik all-in inden der skulle byttes kort og Jeff Lisandro kaldte. Begge spillere byttede et enkelt kort og Greenstein viste 9-7-6-2 mod Lisandros 10-8-5-4. Greenstein havde brug for et kort lavere end ti der ikke matchede et af dem han havde i forvejen, men han fik en syver der gav ham et par syv. Lisandro fik et es, hvilket gav ham potten. Dermed blev Barry Greenstein, pokerens Robin Hood, slået ud som nummer tre.

Efter at have kæmpet en lang række pots gennem hele finalen, var det meget passende at de to sidste spillere var Jeff Lisandro og Mike Matusow. Matusow startede aggressivt og fordoblede mod Lisandro på den allerførste hånd i heads-up. Lisandro holdt dog stand i en time, før han måtte overgive sig og tage til takke med andenpladsen og $347.004.

Mike Matusow vandt sin sidste WSOP-turnering i 2002 og vejen tilbage til sejrscirklen har været lang. Men nu er han tilbage blandt WSOP-vinderne ved årets WSOP.

More Stories

Hvad mener du?