Sextons hjørne – 51 - Mike 'The Foot' Wilson - Essensen af mod og inspiration

Sextons hjørne – 51 - Mike 'The Foot' Wilson - Essensen af mod og inspiration 0001

For nogle dage siden var jeg ved 2008 WSOP på Rio All-Suites Hotel & Casino da jeg, mens jeg gik, bogstavelig talt frøs fast til stedet, da jeg fik øje på en spiller der sad for bordenden ved et cash game. Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne øjne. Mine fødder var ganske enkelt svejsede fast til gulvet i godt og vel en halv time, før jeg kunne tage mig sammen til at henvende mig til ham. Mens jeg stod der helt lamslået, standsede den strøm af spillere der normalt hektisk bevæger sig rundt i lokalet også, for at se på det samme som mig. Da jeg så mig om, var der flere der rystede på hovedet i vantro og sagde, "Wow, dette her er simpelthen utroligt!" Nu får du lejlighed til at læse den utrolige historie om Mike "The Foot" Wilson. Han er født uden arme og har et venstreben der er ca. 60 cm. kortere end det højre, eftersom hans venstre ben ikke har noget lårben. Derfor spiller han poker med sin højre fod , idet han bruger storetåen som tommelfinger og den næste tå som pegefinger!

Forestil dig, at du selv skulle prøve at spille poker på den måde, med din højre fod oppe på pokerbordet, hver gang der bliver dealet en ny hånd. Den behændighed han udviste, når han skulle se sine hole cards var forbløffende; hans behændighed, når han håndterede sine chips for enten at bette eller raise, var endnu mere forbløffende; når hans mobiltelefon, der lå under kørestolen, ringede, greb han den med venstre fod og lagde den på skulderen efter at have åbnet den og holdt den så på plads mellem kind og skulder mens han talte.

Jeg kan huske, at jeg har set ham tidligere i hallen på Rio, hvor han navigerede sin kørestol gennem menneskemasserne ved WSOP. Det ville være svært for os der har alle vore lemmer i behold, hvis vi blev anbragt i en kørestol uden arme og skulle navigere den kun ved hjælp af hovedet. Vi skulle gøre præcist det samme som kræves af Mike Wilson hver eneste dag: Ved at presse sit hoved tilbage speeder han kørestolen op. Han læner hovedet til højre eller venstre, når han skal dreje, og læner sig frem eller løfter hovedet for at sætte farten ned. Da jeg så ham håndtere kørestolen i den store menneskemængde, var jeg ikke klar over at han styrede mod pokerbordene for at spille poker med sin magiske, højre fod!

Sextons hjørne – 51 - Mike 'The Foot' Wilson - Essensen af mod og inspiration 101

Mike "The Foot" Wilson i action ved WSOP

Som jeg stod der og betragtede ham spille senere på dagen, fik jeg en overvældende lyst til at møde ham. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle henvende mig til ham, mens han spillede poker. Men jeg besluttede at præsentere mig og bøjede mig ned ved siden af ham. Han kunne næsten ikke have været mere imødekommende, så vi snakkede løs mellem hænderne. Han var rejst hertil fra British Columbia, Canada, hvor han har bopæl, for at spille med i WSOP. Jeg fortalte ham, at jeg var meget interesseret i at skrive en artikel om ham, så vi aftalte et møde på hans værelse på Rio kl. 6:00 PM, når han var færdig med at spille poker. Så ville jeg også få lejlighed til at hilse på et par af hans bedste venner. Da interviewet var slut, inviterede jeg ham til middag i restauranten nedenunder. Det blev en fantastisk oplevelse, som vi vender tilbage til senere i beretningen.

Da jeg kom op på hans værelse, blev jeg præsenteret for hans to venner, Tom Kinakin og Cam Doner. Gennem hele interviewet var Mikes smilende ansigt og hans positive holdning til livet i det hele taget, en af de ting jeg lagde mest mærke til. Jeg tænkte ved mig selv, "Det må virkelig tage sin mand at håndtere så meget ulykke på en gang." Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har interviewet en person som i den grad har påvirket min personlige holdning til livet og tilværelsens sande værdier.

Inden jeg begyndte interviewet, fortalte jeg igen Mike, hvor grebet jeg havde været over at se ham spille poker den dag. Mike sagde, "Da jeg spillede det første event, stod der et ægtepar bag ved mig. Da der var gået ca. 45 minutter henvendte kvinden sig til mig og præsenterede sig som Sandy. Hun forklarede, at hendes søsters datter havde en baby der var født uden arme. Hun havde en lille luffe på den ene side og en stump på den anden. Hun var blevet så inspireret af at se mig spille poker uden at have nogle arme, at hun havde ringet til sin søster og fortalt hende om mig, imens hun fulgte mit spil. Jeg gav hende mit mobilnummer, så hun eller andre i familien kunne ringe, hvis de havde behov for hjælp eller vejledning. Det var egentlig lidt morsomt, idet hendes mand blev ved med at sige, "Kom nu Sandy, manden er i gang med at spille en turnering."

Jeg var rørt over, at jeg kunne være til hjælp og håb ved at vise, hvordan jeg selv håndterede min situation. Det gav mig en god, indre følelse at tænke på, at jeg måske kunne hjælpe en anden der var i en tilsvarende, svær situation. I løbet af de næste par dage løb jeg ind i hende igen, og vi talte sammen to tre gange mere. Når turneringen er forbi, håber jeg, at vi kan tale sammen igen."

En af de første ting jeg fik at vide var, at han i 2006 havde vundet en $10.000 plads til WSOP Main Event ved at vinde en freeroll på PartyPoker.com. Han havde spillet på sin bærbare med højre fod og vundet over mange tusinde spillere. Her havde han så vundet præmien der gav ham retten til at spille mod endnu 6.000 spillere om en af de 16 WSOP pladser der var udsatte som præmier. Jeg spurgte ham, "Jeg har selv problemer med at bruge min computer selvom jeg har begge mine hænder…..hvordan i alverden kan du klare dig kun med din højre fod?"

Han lo og sagde, "Jeg havde lidt problemer, indtil jeg lærte at betjene skyderen for at satse de beløb jeg ønskede." Han fortsatte, "Jeg har betalt selv i år og regner med at spille nogle events og en masse cash games."

"Håber du på at komme til at spille med ved Main Event i år?"

"Jeg håber det, men nu må vi se hvordan hele turneringen går."

Da vi nåede hertil i interviewet, spurgte jeg ham om han havde hørt om den nye afvikling af Main Event, hvor man når frem til de 9 finalebords spillere – stopper man spillet i næsten fire måneder, før det bliver genoptaget d. 10. og 11. november. Han havde et forbavset udtryk i ansigtet, da han ikke havde hørt om dette. Jeg forklarede det for ham, "Mike, i stedet for en stjerne, vil der nu være ni stjerner som ESPN vil følge i specielle 2 timers udsendelser i deres bedste sendetid, hvor de fokuserer på hver enkelt persons historie og baggrund for at styrke interessen over hele Amerika. Der går en speciel udsendelse i luften d. 4. november i prime time, en uge før det 'næsten live' TV event starter. Jeg kan ikke forestille mig nogen anden der kunne fortælle en mere spændende og fængslende historie end du, hvis du blev en af de ni finalister. Det ville give genlyd over hele verden! Du ville kunne vise den mest berømte højre fod i hele verden og samtidig fortælle den mest inspirerende historie man kan tænke sig."

Mike "The Foot" Wilson er 57 år i dag og har været en succesrig børsmægler i over 30 år. I dag har han trukket sig tilbage og bruger tiden til at rejse og nyde tilværelsen. Da han fortalte mig alt dette, fik jeg næsten kuldegysninger ved at tænke over, hvilket mod denne mand var udstyret med. Jeg var så fascineret at jeg var nødt til at spørge ham, "Hvor svært var det for dig, da du ansøgte om sådan en stilling?"

Han fortalte mig, "Det var meget svært. Fakta er, at de første 20 ansættelsessamtaler jeg var til, blev jeg afvist uden at det blev begrundet. Men jeg gav aldrig op."

Jeg sagde, "Din historie minder mig om den autentiske beretning om Chris Gardener der blev spillet af Will Smith i den populære film The Pursuit of Happiness og alle de vanskeligheder han måtte overvinde før han blev børsmægler…Har du set den film?"

"Ja, og jeg elskede den film!" Det er ikke svært at se, hvorfor Mike følte en samhørighed her, da et menneskes viljekraft kan overvinde selv de største vanskeligheder i livet, når man først har sat sig for at gennemføre en ting!

Efter at have hørt om disse vanskeligheder spurgte jeg, "Hvordan gik det så til, da det lykkedes dig at blive børsmægler?"

Mike sagde, "Jeg havde på en restaurant truffet en gammel veninde fra min tid på high school som spurgte mig, hvad jeg havde tænkt mig at lave her i livet. Så jeg fortalte hende, at jeg gerne ville være børsmægler. Hun sagde så, at hun havde en ven i nærheden, som hun ville præsentere mig for." Det virkede som om at det var den første chance Mike fik til at påvirke situationen og komme til at tale med en, der muligvis ville ansætte ham som børsmægler; han fik nu lejlighed til at demonstrere sin skarpe opfattelsesevne og reaktionsevner. Under mit interview med Mike til denne artikel fornemmede jeg umiddelbart både hans charme og intelligens og dette, kombineret med hans positive tilgang til tilværelsen i det hele taget, gjorde det til en inspirerende oplevelse at være sammen med ham.

Mike Wilson har mange talenter: Han er ekspert i at spille både bridge og backgammon og har repræsenteret både Canada og provinsen British Columbia i mange bridgeturneringer. Han var tidligere en god danser når han gik ud, men har været nødt til at trappe ned på den aktivitet, da han har haft brækket venstre ben tre gange. Han dimmiterede fra British Columbia Universitet med en matematisk eksamen der helt sikkert har været ham en stor hjælp ved pokerbordene. Han elsker alt sport og har været high school football statistiker så vel som både basketball, baseball og brydning kommentator. Han elsker canadisk football og især college basketball. Et år var han med ved Final Four NCAA basketball turneringen der blev afholdt i Seattle, Washington. På Hawaii spillede han backgammon mod Wilt Chamberlain. Som vi kan se, forstår Mike "The Foot" Wilson at få udbytte af alle livets facetter. Hans lidenskab for poker har resulteret i at han spiller med ved den største turnering af dem alle, World Series of Poker.

Jeg sagde til Mike, "Du nævnte tidligere at du forsøger at træffe de rette afgørelser i livet, ud fra de forudsætninger du har."

Mike afbrød mig her for at pointere, "Det jeg ville sige var, at jeg en gang deltog i et selvudviklingskursus, her blev jeg bedt om at tænke på det koncept, at jeg selv kunne vælge mine forældre. Så jeg så det ud fra det synspunkt at: Hvis jeg selv kan vælge mine forældre, så må der også være andre valg jeg kan gøre. Så for en eller anden årsag, hvorfor ved jeg ikke, må jeg så også vælge, hvad andre dele af min krop eventuelt kan bruges til. "

Dette var et meget gribende øjeblik i interviewet da hans stemme knækkede over i et følelsesladet tilbageblik på hans omstændigheder. Mike Wilsons mod er uden sammenligning, da det virker som om hans filosofi er, at spille med de kort han nu engang er blevet dealet her i livet og så tage de mest positive beslutninger ud fra det. Hvis vi andre skulle møde tilværelsen uden arme og være nødt til at gøre alt, lige fra børste tænder med en fod, pudse næse når det var nødvendigt, eller spise i en restaurant , hvor vi skulle håndtere gaflen med tæerne på højre fod, ville vi så have modet til at gøre det samme? Der er slet ingen tvivl om at "The Foot", som han kærligt bliver kaldt af sine venner, er essensen af mod og inspiration.

Jeg kom til at møde hans to gode venner som var sammen med ham på turen, Cam Doner og Tom Kinakin. Cam har været Wilsons ven i tyve år, og det var ham der overbeviste Mike om, at han skulle prøve at spille poker på internettet. Cam sagde, "Inden jeg havde set mig om, var Mike på vej til WSOP da han havde vundet et $10.000 sæde online."

Tom Kinakin har været Mikes nære ven i 30 år og havde, ligesom Cam, truffet Mike gennem bridge. Da vi var ved slutningen af interviewet tilføjede Tom nogle kommentarer om sin gode ven:

"Jeg var forbløffet første gang jeg så ham! Han har været min inspirationskilde gennem de sidste 30 år! Vi har alle vore små nedture her i livet, og når der sker noget rigtigt slemt for mig siger jeg , 'Hvad %!#*# sker der her? Hvorfor har jeg fortjent det? Men, vent et øjeblik…Jeg har det jo egentlig ret godt.' Jeg behøver bare at tænke på Mike og alt det han må gå igennem, og alligevel maser han bare derudad og gør det rigtig godt. For nylig talte jeg med nogle af vore fælles venner, og de siger det samme. Han inspirerer os i den grad, at vi aldrig kunne finde på at sige, 'For fanden, verden hader mig' for i virkeligheden har vi det jo rigtig rigtig godt. Mike har virkelig hjulpet mig meget, ikke med hvad han har gjort, men bare ved at være den han er."

Efter interviewet tog vi fire hen på All-American Steak House op Rio. Jeg sad direkte over for Mike og var lamslået over at se, hvordan han håndterede sin kniv og gaffel, mens han spiste sin salat og hovedret med højre fod. Han smagte på to vine og fortalte tjeneren hvilken han syntes bedst om. Vi udvekslede historier og grinede og havde i det hele taget en vidunderlig aften sammen. Så skete der noget der tiltrak vore alles opmærksomhed: En dame, der havde set os komme ind i restauranten og sad nogle få borde væk, kom hen til vores bord og præsenterede sig som Marge. Hun sagde, "Jeg håber ikke jeg forstyrrer Jeres samtale, men jeg fik bare lyst til at sige noget. Jeg fik konstateret kræft for kort tid siden og blev nødt til at få fjernet min galdeblære. Jeg har haft medlidenhed med mig selv næste hver eneste dag siden. Men, at se Dem her i aften (hun så direkte på Mike) har virkelig inspireret mig. De er simpelthen en bemærkelsesværdig mand!"

Jeg sagde hurtigt, "Har De en PC?" Det bekræftede hun, så jeg fortsatte, "Well, jeg har først truffet den herre i dag, og jeg er ved at skrive en artikel om ham der vil udkomme næste mandag på PokerNews.com. Vær så god, her er mit forretningskort. De er nu en del af den historie. At henvende sig ved vores bord som en komplet fremmed og udtrykke sig så ærligt er noget meget smukt…tusind tak." Hvilken dejlig slutning på en mindeværdig aften!

Og lige en ting til: Næste dag så jeg Mike "The Foot" Wilson spille cash game, og vi fik lejlighed til at tage nogle gode fotos til historien. Han fortalte mig, at to af hans favoritspillere var Daniel Negreanu og Johnny Chan. Det viste sig faktisk at Daniel var der og signerede sin nye bog, Power Hold'em Strategy som sætter spot på nye vinderkoncepter for nutidens hold'em games. Ingen inden for poker er bedre til at begå sig mellem sine fans end netop Daniel Negreanu og jeg behøver vel ikke at fortælle hvilken oplevelse det var for "The Foot" at møde Daniel. Han havde det største smil på, da han talte med Daniel og blev fotograferet sammen med ham. Daniel skrev en personlig hilsen til ham i sin nye bog:

Play Good
Mike "The Foot" Wilson
The Most AMAZING
Poker Player in the World
Daniel Negreanu

Taxaen er parkeret,

Tom Sexton

Svar på poker trivia spørgsmål # 1 fra sidste uges klumme:

Jay Heimowitz der fik en tredjeplads i 1980 og 1981 WSOP Main Event. Jay har 6 WSOP guldarmbånd og fik et plads på første parket da der blev skrevet pokerhistorie, da han sad med ved finalebordet begge gange, da Stu Ungar vandt sine første 2 WSOP titler.

Poker trivia spørgsmål #2 (svar næste uge):

Hvem fik de tre andenpladser efter Stu Ungar i de tre år han vandt WSOP Main Event (1980, 1981 og 1997)?

More Stories

Hvad mener du?