Aussie Millions' udvikling - del 1

Aussie Millions' udvikling - del 1 0001

Crown Casinos Main Event ved Aussie Millions har gennemgået en forrygende udvikling, i 1998 var det en event til 1.000 australske dollars, men i dag er buy-in tidoblet. I 2004 var præmiepuljen oppe på 1,3 million australske dollars.

Imellem 1998 og 2002 var det primært lokale spillere, og lokale vindere der dominerede turneringen. Men da man satte buy-in op til $10.000 begyndte de internationale spillere også at flokkes omkring turneringen. Specielt briterne begyndte at møde talstærkt op til turneringen og i både 2003 og 2004 havde turneringen britiske vinder, først var det Peter Costa og sidenhen Tony 'The Lizard' Bloom, der tog den australske pokerjuvel.

Efter Chris Moneymakers sejr ved WSOP Main Event i 2003, begyndte pokeren for alvor at eksplodere. Udviklingen og fænomenet undgik ikke Australien. The Crowns pokerrum var blevet reduceret til kun 12 borde, men i 2004 begyndte man at flytte flere borde herind, for også at kunne klare de spillere der kom til Aussie Millions, og bordene blev aldrig fjernet. Da Aussie Millions blev spillet i januar 2005, var the Crown pludselig et pokerrum med 26 borde.

I 2005 fik man brug for alle disse borde, da Ausse Millions startfelt pludselig var på 263, hvilket var en forøgning på 97 % i forhold til året før. Præmiepuljen var på 2,6 millioner australske dollars, og vinderen blev millionær i australske dollars. Efter at den britiske invasion havde gjort at de to seneste år var blevet vundet af englændere, så var de lokale tilskuere nu opsatte på at en lokal spiller skulle vinde den revitaliserede turnering.

De fik dog ikke en australsk vinder, men i stedet blev det noget tæt på - idet Jamie Dai fra New Zealand tog titlen. Dai havde spillet en stor rolle i australsk poker siden 2000, hvor han første gang brød igennem med en andenplads ved en indledende event ved Aussie Millions. I 2001 vandt Dai en ot Limit Omaha event under Aussie Millions og nåede også finalebordet ved Main Event, hvor han sluttede som nummer seks. I 2003 nåede han to finaleborde i indledende events og i 2005 vandt han så Main Event.

Da Dai vandt turneringen, troede mange at den havde nået sit højeste niveau, men bare syv måneder senere vandt australske Joe Hachem WSOPs Main Event, og den australske pokerinteresse blomstrede mere end nogensinde. På mange måder var Joe Hachem australiens Chris Moneymaker. På Crown Casino blev de 26 borde pludselig til 50.

I 2006 blev Aussie Millions 60 % større og der var over $4 millioner australske dollars i præmiepuljen. Der var mange store navne med, spillere som Kathy Liebert, Antonio Esfandiari, Michael Gracz, Kristy Gazes, Tony Bloom og Jamie Dai der alle nåede pengene. Ved finalebordet var der prominente navne som Kenna James, Shannon Shorr, Mark Vos og Nemad Vedic, alle på jagt efter de 1,2 millioner australske dollars der var til vinderen. Men det blev Lee 'Final Table' Nelson, en anden lokal helt, der vandt heads-up mod Robert Neary.

Nelson, der også stammer fra New Zealand, vandt dermed Main Event, hvilket var ganske fortjent, efter at han havde været ved 16 finaleborde ved Aussie Millions events. Veteranen havde to gange tidligere nået finalen ved Main Event, hvor han blev nummer fire i 2002 og han blev nummer otte i 2001. Tredje gang blev altså lykkens gang for Nelson.

Derefter begyndte det at virke tvivlsomt at eventen kunne vokse sig større, men det skete alligevel i 2007. De professionelle lejede private fly, der kunne fragte dem til den røde løber i Melbourne. Onlinespillere fra hele verden sikrede sig adgang til den omfattende turnering.

Som bekendt var det året hvor danske Gus Hansen gik hele vejen ved turneringen, hvilket vi kigger nærmere på i næste afdeling af denne artikelserie, her vil vi også kigge på noget af det mest spektakulære poker der er blevet spillet gennem årene i Australien.

More Stories

Hvad mener du?