Den nye spillelov - Monopol eller til glæde og til gavn

  • Bjarke S. HansenBjarke S. Hansen
Den nye spillelov - Monopol eller til glæde og til gavn 0001

Igår bragte vi på PokerNews en artikel omkring den danske spillelovgivning - kan læses her, og om hvordan regeringens lobby arbejde forsøger at bane vejen for de bedste arbejdsbetingelser når Danske Spil træder ind på det danske pokermarked i samarbejde med PartyGamning.

Idag følger vi op med en artikel om Spillelovens paragraf om at pokerklubberne skal have licens samt en artikel hvor Uffe Nørgaard fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, Århus. Giver et bud på om denne lov regeringen har vedtaget er lovlig i forhold til EU lovgivning der netop forbyder medlemslande at danne spillemonopoler.

Uffe Nørgaard bragte tidligere på året denne fortolkning af spilleloven på et dansk community forum, PokerNews giver Uffe Nørgaard ordet.

Forenkling af lovens tekst, forvikling for udenlandske udbydere

Egentlig troede jeg, at jeg først skulle være virkelig klar til 1. januar 2011, da man melder ud, at den skal træde i kraft på dette tidspunkt.

Men der tog jeg fejl, og det på et væsentligt punkt.

I forarbejderne til den gældende spillelov, som jeg her kalder Tips- og Lottoloven, står der følgende vedrørende hvornår et spil skal anses som værende udbudt i DK:

"Spil, der udbydes via internettet, må anses for at være udbudt i Danmark, såfremt spillet er rettet mod det danske marked, f. eks. ved at spilleudbyderens hjemmeside er affattet på dansk, at spillerne kan få råd og vejledning på dansk (dansk kundeservice) , eller spiludbyderens udbud af væddemål har en sammensætning, således at det fremgår, at spillet er rettet mod danske spillere"

Man skal altså gøre et eller andet målrettet som udenlandsk udbyder, hvis man skal komme på tværs af den danske lovgivning.

I den nye Spillelov har man forenklet tingene (s. 64 øverst i lovforslaget):

"Spil, der udbydes via internettet, anses for at være udbudt her i landet, såfremt spiludbyderen modtager indsatser i spillet fra personer her i landet"

En noget anden definition, hvor udenlandske spiludbydere aktivt skal afvise indsatser, hvis ikke de vil komme på tværs af lovgivningen i DK. Dette uanset, om de nogensinde har tænkt på Danmark, (eller kender denne finurlige ændring af gældende ret i DK). Dette er i sig selv en lang drøftelse værd, men jeg haster her videre.

Konsekvens af lobby arbejde - IP blokering og bøjning af regler

Som bebudet har man nu foreslået internetblokering og betalingsblokering. Det vil sige forbud mod adgang til hjemmesider og formidling af penge til "ulovlige udbydere." (§ 73, stk. 2 i Spilleloven).

Da vi lige har lært, at man udbyder i DK, hvis man modtager indsatser i spillet fra personer her i landet, og at udbud her i landet kræver licens, vil alle eksisterende online kasino- og pokerudbydere være "ulovlige udbydere" efter min mening, da DS ikke udbyder disse spil. Dette naturligvis forudsat, at der bliver modtaget indsatser fra personer (turister?) her i landet.

Ovenstående er sådan set grimt nok, for der kan dælme internetblokeres til den store guldmedalje uden at bøje reglerne ret meget.

Udelukkelse fra det danske marked

Men nu kommer den helt store præmiegris, som naturligvis skal findes i de sidste og kedeligst bestemmelser om ikrafttræden.

Spillelovens § 76, stk. 2: "§ 78 træder i kraft dagen efter offentliggørelse af loven i Lovtidende". Altså før 1. januar 2011, ellers er bestemmelsen overflødig, og altså før man kan ansøge om licens. Forventlig til sommer, da den her lov er i gang med at blive hastet igennem.

§ 78 er en ændring til den gældende Tips- og Lottolovs § 10, der blandt andet forbyder "formidling af spil", som i den nye lov (og ved § 78 nu også den gældende) udvides til betalingstransaktioner og internetadgang til ulovlige spiludbydere.

Altså, inden det er muligt for spiludbydere at opnå licens til udbud af spil, strafbelægger man betalingstransaktioner og internetadgang til disse "ulovlige" spiludbydere. Dem, der kan straffes for formidlingen, er banker og internetudbydere mv., og hvis man følger den nye def. af "udbudt i Danmark", er det alt, hvad der hedder online kasino og poker mv. Banker og internetudbydere er i DK, og de er dermed indefor praktisk strafferetlig rækkevide, og banditterne er alle andre end DS.

En juridisk efterrationalisering

Hvis ikke ovenstående er fordi, at man vil gøre alt for at ødelægge de eksisterende udbyderes interesse i DK, ved at lukke dem ned i måske 6 mdr. før de overhovedet kan søge en licens, savner jeg fuldstændig en begrundelse for dette.

Omvendt begynder jeg så småt at forstå det sidste punkt i aftalen om øget overvågning i perioden op til. Der er rettere tale om udrydning af enhver konkurrence til DS og deres udvalgte samarbejdspartner, da 6 måneder ude af et marked på 5,5 mio. personer, kan køle de fleste udbydere af.

Og man slipper endda helt for at vurdere, om udbyderen retter sig mod det danske marked, hvis man lægger den nye definition til grund, og lur mig om man ikke har tænkt sig det!

Liberalisering?

Hvorfor vil lovgiver bruge sådanne bøllemetoder? Hvad er meningen med dette hastværk, hvis ikke ovenstående?

Bskyttelse mod ludomani? Hvem er det der har gjort det til den ophøjede sandhed, at den danske stat og Danske Spil er verdensmestre i bekæmpelse af dette; og er EU-staterne England, Malta og Gibraltar lallende tåber på området, som vi altvidende danskere er højt hævede over?

More Stories

Hvad mener du?