Turneringspoker med Jeremiah Smith: Plat eller krone

Turneringspoker med Jeremiah Smith: Plat eller krone 0001

Mens de forstår det uundgåelige, så foretrækker de fleste professionelle at undgå plat eller krone situationer. Sent på Dag 2 af $1.000 WSOP "stimulus special" løb jeg ind i Steve Sung i en tyve minutters pause. Steves velkendte rolige fremtoning var skiftet ud med en med store øjne af vantro. "Jeg raisede, han reraisede, og før jeg vidste af det, var jeg all-in med damer… Jeg hader de her plat eller krone situationer… Jeg hader dem virkeligt."

Ud fra udtrykket i hans ansigt, gik jeg ud fra, at Steve var røget ud. Efter et par år i turneringslivet, vidste jeg, jeg skulle vælge mine ord med omhu: "Du gik ned, hva?"

Det gik dog hurtigt op for mig, at det forbløffede ansigt ikke var på grund af en smertefuld elimination langt ind i en stor turnering. Det var heller ikke et resultat af et adrenalin rush ved et vinde det uundgåelige "klassiske opgør" mod Es-Konge. Nej det var simpelthen fordi, at med mindre end 30 personer tilbage så var han endt i en plat eller krone situation.

Ved hjælp af meget præcise matematiske udregninger som tog højde for mine år som turnerings reporter, så har jeg været vidne til omkring millionvis af den slags opgør. Jeg har set dem alle; fra et Es-Dame mod Knægt-Knægt til 10-6 mod 3-3 (jep, gutten med 10-6 mente han havde sat sin modstander med treerne – og ja hans all-in blev retfærdiggjort, da han afsluttede med en firekorts straight).

Så hvis de er uundgåelige og planlagt af pokerguderne, hvorfor synes de professionelle pokerspillere, som så ofte kæmper om at blive årets spiller, de er så forfærdelige? Et meget kort svar kunne simpelthen være sandsynligheder. Spiller som Steve Sung synes, at plat eller krone situationer forværrer sandsynligheden for at vinde ved at optræde for tit. De spiller poker ud fra position og pot kontrol. Mens det kunne være en fætter til det Negreanu-agtige small-ball, så bygger det mindre på at få en god hånd efter floppet men mere på situationsfornemmelse både før og efter floppet. Dette går fuldstændig i mod alle matematiske principper, som hellere vil slå plat eller krone ud fra en individuel hånd eller pot dynamik end at se det ud fra en hel turnering. Det vil sige, at nogle spillere synes, at det altid er rigtigt at slå plat eller krone, hvis oddsene i potten er gode nok.

I en samtale lige før 2008 WSOP main event, delte armbåndsvinderen Bill Edler nogle råd ud, som jeg kunne have brugt nogle få uger tidligere i den første $1.500 preliminary event. Vi diskuterede ideen i chip value i relation til turneringer. Bill var i gang med at fortælle om en ide fremført i en bog om turneringspoker, da han fastslog, "De chips, jeg taber, har større værdi, end de chips, jeg vinder." Jeg sagde bare "hvad?"

Mens situationen Bill Beskrv var hypotetisk, så var det en, jeg både havde og deltaget i flere gange. Med blinds på 500/1000 og en gennemsnitlig stack på 50.000, så lad os sige, du er chip leader med 100.000. En gennemsnits stack spiller åbner med 3.000, og du reraiser med Es-Konge til 10.000. Den anden spiller går all-in med 50.000 i alt. I den hypotetiske situation afslører din modstander, at han har 9-9. Ud fra et fuldstændig matematisk synspunkt er det i orden at gå ind i denne plat eller krone situation, da du kun er en lille smule underdog, og du allerede har 10.000 ude.

Men som Bill forklarer (og som han senere beskrev i et tip fra Full Tilt Poker) så vil ekstra 50.000 til din stack ikke rigtig ændre dynamikken ved bordet. På den anden side ville et tab på 50.000 ændre alt. Ved et bord med 50.000 stacks er der ikke stor forskel mellem 100.000 og 150.000. Men der en kæmpe forskel på 100.000 og 50.000; du er gået fra at være chip leader til at have en gennemsnitlig stack, hvis du taber i plat eller krone. At tabe disse chips ville koste en betragtelig del, mens at vinde dem ville tilføje meget lidt i forhold til bordet. Du kan kun tilføje 33 % til din stack, hvis du vinder, mens hvis du taber, så koster det dig 50 %.

Jeg har to eksempler ud fra min egen erfaring, jeg kan huske, når jeg skriver om denne ide. For få år siden i en $1.000 turnering på Bellagio havde jeg over en tredjedel af alle chips i spil, da finalebordet gik i gang. På min sædvanlige chip-dusting måde, så endte jeg på femtepladsen efter at have prøvet på at spille bord sheriffen og nakke de spillere, som vovede at reraise mig. Jeg endte med at tage min 3-3 op mod Es-9 og tabe. Mens der ingen garanti er for, at jeg ville have vundet turneringen ved at smide mine 3-3, så ville det have sikret, jeg fortsat var chipleader og givet mulighed for at ende længere oppe.

Jeg gentog den fejl sent på Dag 1 i den første $1.500 ved 2008 WSOP. Efter at have bygget min start stack på 3.000 op til utrolige 65.000 ved middagspausen, så tabte jeg nogle chips med Es-Knægt mod Dame-Dame, smed næsten hele min stack væk med Es-Konge og gik helt ned med 9-9 i et opgør mod Es-Knægt. I bagklogskabens klare lys indså jeg, at jeg var en ok pokerspiller men en elendig gambler. Hvis jeg ikke samlede de chips sammen ved at gå ind i opgør og plat og krone situationer, hvorfor skulle jeg så begynde på det, når jeg havde den store stack?

Der er andre – mere dybdegående forklaringer – på disse ideer i bøger om turneringspoker. Men for denne bladsmører skulle der en samtale med Bill Edler til, før støvet blev blæst af de tonsvis af udregninger og oversigter, som denne ide lå begravet under. Der er et tidspunkt i enhver turnering, hvor din overlevelse afhænger af en plat eller krone situation, men en dygtig spiller sørger for den bedst mulige sandsynlighed ved at vente til det rigtige tidspunkt og den rigtige situation.

More Stories

Hvad mener du?